Sygeplejersker demonstrerer igen: Politikere får stukket en energidrik i hånden
Dansk Sygeplejeråd og andre fagforbund frygter for konsekvenserne af de varslede nedskæringer i Region Midtjylland. De satser nu på at få regeringen til at sende flere penge.
Det vil vrimle med sygeplejersker og andre faggrupper foran Regionshuset i i Viborg, når regionsrådet i dag mødes over middag.
De vil stikke energidrikken Booster i hånden på regionsrådsmedlemmerne, så de får energi til at råbe politikerne på Christiansborg op om de alvorlige besparelser og prioriteringer, regionerne står i.
- Det er en lidt anderledes demonstration. Det er en positiv demonstration, hvor vi gerne vil bakke regionsrådet op til at gøre noget. Regionerne bør stå sammen om at sige, at man på landsplan bør håndtere de konstant stigende udgifter til blandt andet medicin, siger Anja Laursen, som er formand Dansk Sygeplejeråds midtjyske kreds.
Dansk Sygeplejeråd og andre fagforbund som FOA vil over for regionsrådet vise, at de regionale politikere bør kæmpe for, at regeringen skal genåbne finansloven og i sidste ende sende flere penge til regionerne, så de kan slippe for at skære ned.
- Vi vil gerne have et sundhedsvæsen, der er godt, trygt og sikkert, og det kræver en økonomi, som kan sørge for det, siger Anja Laursen.
Sygeplejerskerne har demonstreret en del de seneste år. Hvorfor bliver I ved?
- Vi har god energi og ved, hvordan man arrangerer den slags. Vi vil gerne bidrage til, vi har et godt sundhedsvæsen, for det er til gavn for alle, siger Anja Laursen.
Et dårligt tidspunkt at demonstrere
Foruden at være formand for de midtjyske sygeplejersker er hun også også formand for Det Regionale Organisationssarbejde.
Her repræsenterer hun mange af Region Midtjyllands sundhedspersoner, hvad enten de er fysioterapeuter, ergoterapeuter, sygeplejersker eller jordemødre.
Anja Laursen frygter generelt konsekvenserne af den spareplan, som et bredt flertal i regionsrådet i Region Midtjylland har skrevet under på.
Regionen skal nemlig spare 364,8 millioner kroner.
Så derfor demonstrerer hun og kollegaerne onsdag. Det sker fra klokken 12.15 til klokken 13. Regionsrådets møde begynder klokken 13.
- Det er et skidt tidspunkt at lave en demonstration på, men det er den mulighed, vi har, for at få regionsrådet i tale.
- Jeg håber på, vi bliver mange, men jeg ved også godt, at når der er regionsrådsmøde klokken 13 til 16, er det svært, fordi alle er på arbejde, siger Anja Laursen.
Silkeborg-støtter demonstrerer også
Og hvis ikke sygeplejerskernes og deres kollegaer i sundhedsvæsnet i sig selv kan mønstre et stort fremmøde, er der hjælp at hente andre steder.
Fagforbundene er nemlig ikke de eneste, som vil demonstrere foran Regionshuset i Viborg.
Foreningen "Støt Silkeborg Sygehus" tropper op samme tid og sted for at vise, de er utilfredse med, at spareplanen betyder, at der bliver skåret ned på Regionshospitalet Silkeborg.
- Så jeg tror på, vi bliver rigtig mange, siger Anja Laursen.