Først lukker skolen, så børnehaven: - Der er simpelthen for få børn

Politikerne i Skive Kommune har valgt at lukke den lokale skole i Selde fra efterårsferien, men også børnehaven står for skud. Ifølge politiker skyldes det, at der ikke er nok børn i lokalsamfundet.

Skive Kommune har de sidste dage fyldt meget hos de lokale i Selde. Først følte en far sig hånet, fordi lokalpolitikerne har lukket den lokale skole få dage inde i skoleåret.

Og nu er det blevet endnu værre. Børnehaven bliver nemlig taget med i faldet. 

Den skal dreje nøglen, når 2024 bliver til 2025.

- Det føles som et lyn fra en klar himmel. Vi vidste godt, at skolen nok ikke stod til at redde, men at børnehaven også røg med i svinget, det forstår vi slet ikke. Vi føler os virkelig taget med bukserne nede, fortæller Birgitte Haahr, der er den lokale sognepræst i området.

Hun fortæller samtidig, at overraskelsen lige så meget kommer på baggrund af, at kommunen i sommerferien sendte folk ud til børnehaven, for at se på muligheden for om et køkken til en vuggestue, ville kunne integreres.

Ifølge Peder Christensen (A), der er formand for Børne- og Familieudvalget i Skive, er der dog en ganske logisk forklaring bag lukningen af børnehaven.

- For at vi kan drive en integreret daginstitution, så skal vi have minimum 32 enheder. Børnehavebørn svarer til én enhed, mens vuggestuebørn svarer til to per barn. Men på nuværende tidspunkt er der kun 13 børn i børnehaven, og det er simpelthen for få børn, fortæller han.

- Hvis alle dagplejebørn fra området skiftede til vuggestue, så kunne en integreret daginstitution komme op på 33 enheder alt i alt. Men vi mener, at det er urealistisk at tro, at alle forældre vil flytte deres børn fra dagpleje til vuggestue - og derfor kan det altså ikke løbe rundt, uddyber han.

Ikke sjovt at lukke steder

Da Peder Christensen startede i politik for 30 år siden, var der stigende børnetal i stort set alle kommuner. Det hører dog fortiden til nu, og derfor påvirker det de mange oplandssamfund.

- Det er jo ikke fordi, vi som politikere synes, det er sjovt, at skulle lukke skoler, børnehaver og andre ting. Men når børnetallene er faldene, og folk samtidig flytter fra byerne, er det svært for os at gøre andet. 

- Det er nemt at pege fingre af politikerne, men folk har også selv et ansvar for, at stederne er bæredygtige. Og det er det samme, om det er Selde, Lihme eller Skive, fortæller Peder Christensen (A).