Lokal cykeldirektør: - Han så godt ud

Det er i kapløb med tiden, at Jonas Vingegaard forsøger at blive helt klar til Tour de France, siger cykelekspert.

Design uden navn (88)
Foto: Jonathan Damslund og Stephane Mahe/Reuters/Ritzau Scanpix

Torsdag aften var der pressemøde i forbindelse med holdpræsentationen til Tour de France, og her fik Jonas Vingegaard et kæmpe jubelbrøl, da han gik på scenen.

Det fortæller TV 2-cykelekspert Christian Moberg, der også er sportsdirektør for Skive-cykelholdet Team ColoQuick Cycling. 

Han var tilstede ved pressemødet i Firenze, hvor Vingegaard for første gang fortalte om tiden efter sit styrt i april.

- Han så godt ud. Det er selvfølgelig svært at sige noget om hans form, når man bare står på sidelinjen, men han virkede afslappet, siger Christian Moberg til TV MIDTVEST. 

Under pressemødet fortalte Vingegaard, at han selv er i tvivl om, hvorvidt han har vinderchancer ved dette års Tour de France. 

- Min ambition er at gå efter det bedst mulige resultat i klassementet. For at være ærlig var det et meget, meget slemt styrt. Som jeg sagde før, er jeg bare meget glad for at være her.

- Det er en sejr i sig selv. Alt herfra er en bonus, sagde Jonas Vingegaard under pressemødet har TV 2 skrevet

Tror du, det er reelt, eller er det en taktisk udmelding for at tale sig selv ned?

- Jeg tænker, det er helt reelt. Han har forsøgt at forberede sig, men det er i kapløb med tiden. Og det er klart, at det er svært at sige, hvor han står i forhold til sine konkurrenter, siger Christian Moberg. 

Han tror på, at Team Visma | Lease a Bike holder fast i planen fra de forgangne år om ikke at tabe for meget over de første etaper.

- Det kræver is i maven, og det har holdet vist over de sidste par år, at de har, og at de altid ved, hvor Jonas står, siger cykelekspert og -direktøren.