Politiet langer bøder ud på parkeringsplads – men vil helst være fri
Politiet kalder det en succes, hvis det ikke bliver nødvendigt at udskrive bøder næste gang, det besøger central parkeringsplads.
Butiksejerne står foran nogle af årets vigtigste handelsdage med Black Friday og julen i sigte, og derfor er det vigtigt, at deres kunder kan finde en ledig parkeringsplads.
Det kniber ofte i Skive, og onsdag besluttede lokalpolitiet sig for at undersøge, hvordan det stod til.
På p-pladsen ved rådhuset og biblioteket i Østergade må man parkere i tre timer, men for nogle var det ikke nok. Betjentene skrev otte sager i den sorte bog, fordi bilerne havde holdt der længere end tilladt, og ejerne kan nu se frem til at betale en afgift på 510 kroner.
- Vi havde håbet på, at det slet ikke var nødvendigt at skrive nogle sager, og vi kommer til at holde øje med de store parkeringspladser i fremtiden. Jeg kan allerede nu sige, at vi kommer igen på tirsdag, og der er vores succeskriterium, at der slet ikke er nogen, der holder ulovligt, siger Niels Bach fra lokalpolitiet i Skive.
Det var en henvendelse fra Skive Handel, der fik ordensmagten til at se nærmere på parkeringsforholdene i midtbyen. Modsat andre byer har Skive ikke aftaler med private firmaer, der holder øje med parkeringssynderne, og derfor ligger opgaven hos politiet.
- Der er flere, der vælger at holde en hel dag på de pladser, hvor der er tidsbegrænset parkering. Vi har ikke et ønske om, at folk skal have bøder, men ønsker bare, at vores kunder kan få en parkeringsplads, siger handelschef Steen B. Nielsen fra Skive Handel.
Det var i øvrigt ikke kun parkeringssyndere, der gik i fælden onsdag. Politiet traf også en varebil og en personbil, der kørte i gågaden uden tilladelser. De to bilister fik hver en bøde på 1500 kroner.
Problematikken med ulovlige langtidsparkeringer i Skive er ikke ny. I maj sidste år var TV MIDTVEST med på parkeringspatrulje. Du kan se, hvordan det gik i videoen herunder.