Vild forklaring: - Jeg blev slået ned, smidt på førersædet i min bil og kørt i åen
En 19-årig mand ringede i weekenden til politiet og fortalte, at nogen havde slået ham bevidstløs, sat ham på forsædet i hans bil og kørt bilen i åen. Nu står han til at blive sigtet for falsk anmeldelse.
En 19-årig mand forsøgte at snyde politiet for at slippe ud af en dum situation. Men det endte ikke helt, som han havde håbet.
Natten til søndag klokken 03.25 ringede en 19-årig mand til politiet. Han fortalte, at han netop havde søgt tilflugt på en ejendom tæt på en shelterplads, hvor han egentlig skulle have overnattet med tre kammerater.
- Han fortæller, at han på et tidspunkt er henne ved sin bil, der holder 800 meter fra shelteret, for at hente cigaretter, og da han åbner fordøren, bliver han slået ned bagfra og mister bevidstheden. Da han vågner igen, befinder han sig på førersædet i bilen, der nu er kørt ned i en bæk, siger Niels Bach, der er politiassistent ved Skive Politi.
Den unge mand fortalte, at han vågnede ved, at bilens front ramte vandet, som fossede ind i kabinen. Han fik kæmpet sig op på bredden, og her søgte han så ifølge den første forklaring om hjælp.
Stor udrykning
Den besynderlige situation fik politiet til at reagere prompte, eftersom anmeldelsen blandt andet lød på overfald.
Hvis situationen lyder besynderlig, er der nok ikke noget at sige til det. Det viste sig nemlig, at politiet havde fået bundet en historie på ærmet.
- Vi kommer ud til stedet og har patruljehunde med. Der er ingen spor af nogen som helst mulige gerningsmænd. Skåret ind til benet, så erkender han, at det er pure opspind. Han havde selv kørt bilen i bækken, siger Niels Bach til TV MIDTVEST.
Ulejligede en masse mennesker
Manden var spirituspåvirket, da politiet kom frem, men det kan ifølge Niels Bach ikke påvises, hvorvidt han har indtaget alkohol før eller efter den våde tur med bilen.
Derfor bliver den 19-årige ikke sigtet for spritkørsel, men står tilbage med ansvaret for at have anmeldt færdselsuheldet – altså kommer han formentlig til at betale en klækkelig bøde for oprydningen samt for at forstyrre de mange mennesker, der kom ham til undsætning.
- Han når at ulejlige en del mennesker. Vi har patruljehunde derude, og vi har vores egen patrulje derude, og vi har noget fagpersonale derude til at vurdere, om der er risiko for forurening, da hele bilens front er i vandet, siger politiassistenten.
Klokken 06.00 samme morgen blev der foretaget en nødflytning af bilen, så den ikke fortsat stod og forurenede vandet.