- Wow, der er langt ned: Se listen over landsdelens højeste boligbyggerier
Herning dominerer listen. Her kan du få overblikket over Midt- og Vestjyllands højeste boligbyggerier.
- Wow, der er langt ned.
Sådan lyder det fra journalist og tv-vært Malene Skree Nordsmark i den seneste udgave af boligprogrammet Stik mig Nøglerne. Her besøger hun nemlig en penthouselejlighed i boligbyggeriet Herning OpenSky, der befinder sig 45 meter oppe i luften.
Selvom det formentlig ikke kun er Malene Skree Nordsmark, der ryster en smule på hånden over at befinde sig så langt over det underliggende terræn, så er der tilsyneladende alligevel flere og flere midt-og vestjyder, som får smag for at bosætte sig i de højere luftlag.
Rundt omkring i landsdelen er der de senere år skudt en række højhuse i vejret, og flere er fortsat på tegnebrættet.
Her kan du få overblikket over, hvilke bygninger der for nuværende indtager listen over Midt- og Vestjyllands højeste boligbyggerier.
Silkeborg topper
For at finde førstepladsen skal vi en tur til Silkeborg. Her finder vi nemlig Papirtårnet, der med sine 70 meter fordelt på 22 etager kan ses fra stort set hele byen.
Arbejdet med at bygge tårnet begyndte i 2018, og to et halvt år senere var de første så klar til at flytte ind. Tårnet er placeret i området omkring den gamle papirfabrik, og det rummer 85 lejligheder i forskellige størrelser.
På en andenplads finder vi boligbyggeriet Herning Sky. Det dækker over to tårne, som er rejst i den sydlige del af hedens hovedstad.
Det første tårn stod færdigt i 2019, imens det andet fulgte trop i 2020. Tårnene er 54 meter høje fordelt på 15 etager, og de indeholder tilsammen 72 lejligheder.
Den sidste plads i top tre bliver delt mellem Viborgs højeste boligbyggeri - Peak 12 - og Codanhus i Herning.
Peak 12 består delvist af et hotel og delvist af lejligheder, og det findes i den vestlige del af byen lige over for Tinghallen og Viborg Stadion. Tårnet rager 47 meter op i luften og indeholder som navnet antyder 12 etager.
Dog kan Peak 12's status som Viborgs højeste boligbyggeri være truet af det nye byggeri, Viborg View, som er på tegnebrættet ved Søndersø. Viborg View er lige nu sat til at blive 50 meter højt, men foreløbigt er det stadig uvist, hvornår byggeriet skal i gang.
Du kan se den fulde liste ved at kigge herunder: