Lægemangel i Struer: - Der er ikke rigtig nogen, der byder sig til her
Der har længe været problemer med at rekruttere nok læger flere steder i landsdelen. Nu viser nye tal, at problemet er blevet større.
Antallet af borgere uden egen praktiserende læge er steget med 19.000 siden oktober 2018, hvor statsminister Mette Frederiksen ellers lovede, at der skulle gøres noget ved problemet. Det mærker de i den grad på Struer Lægecenter, for her har tre læger de seneste 2,5 år udført fire lægers arbejde.
- Vi vil jo gerne have en ekstra fast kollega ind, men der er ikke rigtig nogen, der byder sig til her i området, fortæller Tommy Stoltz, der er praktiserende læge på Struer Lægecenter.
På landsplan står næsten 128.000 uden adgang til egen praktiserende læge. I Thisted Kommune har seks ud af ti læger lukket for tilgang af nye patienter.
I Holstebro er det tal syv ud ti, og helt slemt står det til i Struer Kommune, hvor samtlige af kommunens praktiserende læger er blevet nødt til at lukke for, at nye patienter kan komme til. Det viser nye tal fra Praktiserende Lægers Organisation.
- Det er ikke et nyt problem, det er bare blevet større, fortæller Tommy Stoltz, der har været i faget siden 1991.
- Vi har ikke nogen færdig model
"Vi har en akut problemstilling, som vi er nødt til at få løst". Sådan lød det fra Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, da hun i 2018 i et interview med Jyllands-Posten kommenterede på lægemanglen i Danmark. Siden da er problemet blevet værre.
- Vi har ikke nogen færdig model i forhold til det her. Nu står vi over for den her pandemi, som jo tager alt tid i Sundhedsministeriet lige nu. Hvis smittetrykket falder, hvad det forhåbentligt snart gør, så er der også tid til almindelig politisk arbejde, fortæller Annette Lind, der er medlem af Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg for Socialdemokratiet.
Hvorfor er der ikke sket noget endnu?
- Der er faktisk sket noget. Efter valget bestemte vi, at vi skulle have 100 nye uddannelsespladser. Det er der blevet. Det tager selvfølgelig lidt tid, inden lægerne kan være på banen, lyder det fra Anette Lind.
Tilbage på klinikken i Struer tror Tommy Stoltz også på, at løsningen ligger i uddannelse.
- Skal det være gulerod, eller skal det være pisk? Jeg tror personligt, at problemet først løser sig, når der bliver uddannet så mange, at der bliver lavet en overflod, fortæller Tommy Stoltz.