Omdiskuteret togtur begynder og ender i hendes by: Borgmester har forventninger til ministeren

Struers borgmester forventer, at ministeren varetager de bedste interesser for det område, han er valgt i.

Marianne Bredal
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Struer-borgmester Marianne Bredal (V) tror på, at der findes en god løsning for togforbindelsen mellem Struer og København - også for fremtiden.

Torsdag landede en rapport på transportministerens bord om fordele og ulemper ved forskellige måder at føre forbindelsen videre på.

Fra borgmesteren er meldingen krystalklar:

- Jeg har en forventning om, at Thomas Danielsen, som jo er valgt i Struer, varetager interesserne for vores område og sørger for, at der også fremover er en ordentlig løsning for den kollektive trafik.

Marianne Bredal vil ikke gøre sig selv til fortaler for enten den ene eller den anden løsningsmulighed.

- Vi vil selvfølgelig helst have en hurtig og direkte forbindelse. Ingen tvivl om det. Men hvis en løsning med et togskifte undervejs faktisk gør hele turen hurtigere, så er det også en mulighed, siger hun.

Borgmesteren understreger, at det har stor betydning for mange af togrutens brugere, at det ikke tager for lang tid.

- Det er jo ikke ligegyldigt. Det betyder faktisk rigtigt meget for mange mennesker, slår Marianne Bredal fast.

Borgmesteren fortæller, at hun har et møde med Thomas Danielsen i kalenderen.

- Vil være en katastrofe

Hos nabokommunen Holstebro slår borgmesteren fast, at den direkte forbindelse skal bevares.

- Der er mange, der skal frem og tilbage til København. Og hvis flyforbindelsen fra Karup forsvinder, så vil det være en katastrofe, hvis ikke der er nogen direkte togforbindelse, siger H.C. Østerby (S).

- Mange har et behov for at komme til København både arbejdsmæssigt og privat. Det er en landsdel, som risikerer at blive sat af, fortsætter han.