Thyholmere drømte om egen læge: Må nøjes med en besøgende
På Thyholm har de ikke haft deres egen praktiserende i tre år. Det ser ud til at ændre sig en smule nu, men alligevel er der ikke jubel på halvøen.
Når man siger Thyholm er noget af det første, der springer i tankerne, formentlig den flotte natur og dertilhørende udsigt.
Men trods de goder for beboerne på halvøen er det ikke lykkedes dem at lokke en praktiserende læge til området efter den sidste stoppede for tre år siden, og derfor har de lokale lavet en reklamevideo for stedet.
- Vi vil gerne vise, at vi har en masse at byde på. Vi lever nok ikke op til de fordomme, som mange danner sig, hvis de ikke somme tider færdes uden for de større byer, siger John Vangsgaard, der er talsmand for gruppen Ny Læge på Thyholm.
De seneste tre år har de måttet nøjes med en midlertidig kontrakt med et lægehus, og det giver ikke det samme, som en fast læge, hvis man spørger halvøboerne.
- Det er lidt en omtumlet tilværelse for en lægeklinik, hvor de fleste egentlig har brug for en kontinuitet, siger John Vangsgaard til TV MIDTVEST.
Det såkaldte ydernummer for området har nu været i udbud, og der er fundet en ny ejer af lægeklinikken.
Desværre er det bare ikke den kandidat, thyholmerne havde håbet på.
Klinikken er nemlig blevet købt af den højest bydende, og det er den praktiserende læge Jens Thygesen, der er bosat på Fyn og allerede driver flere lægeklinikker rundt i landet, og dermed flytter der ikke en fast læge til området.
- Det var jo ikke vores drømmescenarie. Vi ville jo gerne have haft en eller to yngre lægefamilier, der kunne flytte til området, siger John Vangsgaard
Men det tyder på, at de må lære at leve med den løsning.
- Man kan godt have nogle ønsker om, at tingene ser ud på en bestemt måde, men man må også erkende, at vi ikke kan sikre alle ønsker. Der er stadig en del mangel på praktiserende læger, og de tilbud, der er mulige, dem skal vi bruge så godt, som vi overhovedet kan, siger Annette Roed (S), der er formand for Udvalget for Nære Sundhedstilbud i Region Midtjylland.
Men selvom det ikke var drømmescenariet for thyholmerne, skal den læge, der fremover vil tilse dem, nu alligevel nok komme til at mærke halvøens gæstfrihed.
- Vi må jo byde vedkommende velkommen, og så må vi se, hvordan det skal drives, siger John Vangsgaard.