Mere end en halv måneds regn kan falde de næste to dage
Det ser ud til, at torsdag og fredag bliver to meget våde dage, hvor der lokalt kan komme mellem 40 og 50 millimeter regn.
To små lavtryk skal forbi Danmark de næste to dage, og med lavtrykkene følger en del regn.
Lige nu viser vejrkortene, at der lokalt kan komme mere end en halv måneds regn på bare to dage, men præcis hvor der kommer mest, det er svært at forudsige.
Regnvejret kan komme til at påvirke trafikken de næste dage.
Torsdag med regn fra morgenstunden
Torsdag regner det fra morgenstunden i den sydlige del af landet, og ud på dagen er regnvejret trukket op over store dele af Danmark.
I aftentimerne når regnvejret også den nordlige del af Jylland, og det er her, at der umiddelbart er udsigt til mest vand – op til 25 millimeter.
Regnen kan variere en del i styrke, og lokalt kan der mange steder komme op i nærheden af 20 til 25 millimeter regn i løbet af dagen.
Ud på torsdagen er der flere steder i den sydlige del af landet, hvor det efterhånden bliver opholdsvejr.
Fredag igen en del regn
Torsdagens lavtryk efterlader en front hen over landet fredag, som giver en del byger fra morgenstunden, og på denne frontzone dannes et nyt lille lavtryk med mere regn.
Det nye regnvejr vil især ud på dagen give kraftig regn mange steder, og lokalt kan der igen komme 20 til 25 millimeter regn.
Fredagens regnvejr er dog en lidt smallere front, og derfor kan det variere meget, hvor meget regn man får hen over landet.
Her kan der komme mest regn
Det kan være svært at udpege præcis, hvor der kommer mest regn, da der vil være store lokale forskelle, og fordi fronterne ikke skal rykke sig meget, før det gør en stor forskel.
Meget tyder dog på, at det er et strøg fra Esbjerg-kanten op mod Nordsjælland, hvor der kan komme mest regn. I dette område viser modellerne op til 50 millimeter hen over torsdag og fredag.
Dog ser det onsdag aften ud til, at det meste vil falde over Kattegat, men rykker fronten sig lidt mod syd, vil Nordsjælland få de mange millimeter.
Billedet på forsiden er taget af Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix