Mand fik havetraktor ned over sig
Under arbejdet kørte manden lidt for tæt på skrænten ned til en bæk.
En mand kom søndag aften galt afsted, mens han kørte rundt på en havetraktor og slog græs.
På et tidspunkt kom havetraktoren for tæt på en bæk, der løber gennem området.
- Havetraktoren væltede ned af skrænten og ned i bækken. Den lagde sig med bunden opad, og manden kom i klemme under den, fortæller René Nikolajsen, indsatsleder hos Midtjysk Brand & Redning.
Uheldet skete kort efter klokken 19 i den lille by Kølsen nord for Viborg.
- Heldigvis for manden kunne han komme til sin telefon og få ringet efter hjælp, tilføjer indsatslederen.
Faktisk var der ikke meget at lave for ham, da han nåede frem til stedet.
- Tre-fire personer havde i mellemtiden fået løftet havetraktoren så meget, at de kunne trække manden fri, beretter René Nikolajsen.
Indsatslederen fortæller, at manden var forslået og gennemblødt og blev tilset i den ambulance, der var tilkaldt.
Og hvad med havetraktoren?
- Den får de selv op. Den ligger der i bækken uden at forurene, påpeger indsatslederen.