Mink eller ej? Midtjyde tiltalt for ulovlig minkavl sår tvivl om dyrefund
Der var godt fyldt op i retssalen, da både tiltalte og tre vidner svarede på spørgsmål.
Klokken lidt over ni mandag formiddag startede sagen mod en tidligere minkavler fra Løvel ved Retten i Viborg, der er tiltalt for at have holdt 233 mink og 64 ræve i bure. Den tiltalte nægter sig skyldig.
Iført cowboybukser og en grøn sweatshirt tog han plads på stolen i midten af lokalet for at svare på spørgsmål fra både anklager og forsvarer omkring episoden, der fandt sted sidst i december 2021.
På dette tidspunkt havde det i et år havde været ulovligt at holde mink grundet Corona-pandemien. Siden 2017 har det været ulovligt at holde ræve.
Specialanklager fra Midt- og Vestjyllands Politi Ulrik Panduro forklarede, at bevistemaerne for ham at se blev, om det var tale om mink eller ildere, og hvem der i givet fald skulle straffes.
Selskab med samme navn
Et selskab er nemlig også tiltalt for de samme forhold som den tidligere minkavler. Den tiltalte forklarede dog, at han intet har med selskabet at gøre, selvom det deler hans navn.
- Selskabet er fedtet godt og grundigt ind i sagen, lød konklusionen dog fra anklager Ulrik Panduro.
Anderledes så forsvarer Lars Borring på det.
- Selskabet er ikke filtret ind i denne sag, og jeg mener ikke, at det kan dømmes.
Frem til i dag har den tiltalte kun ønsket at udtale sig ganske lidt til politiet. Derfor var det også først for 14 dage siden, at anklagemyndigheden blev bekendt med, at den tiltalte hævder, at det ikke var mink, der var på ejendommen den 22. december 2021, da Fødevarestyrelsen og Midt- og Vestjyllands kom på uanmeldt besøg.
Det var ildere, lød det i dag fra den tiltalte. Og spørgsmålet om hvorvidt det var mink eller ildere kom til at fylde store dele af retsmødet.
Mink eller ildere?
Den tiltalte forklarede, at han i omkring 25 år har arbejdet med pelsdyravl på ejendommen, men ikke været ansat i virksomheden.
Således blev mink-bestanden også slået ned som den skulle i slutningen af 2020, forklarede han og fortalte, at der på det tidspunkt var fire ildere på farmen.
Og det er ifølge tiltalte de fire ildere, der sidenhen er blevet til de 233, som Fødevarestyrelsen den 22. december 2021 fandt i bure på adressen.
Den holdning deler anklagemyndigheden og vidnerne ikke.
Specialanklager Ulrik Panduro hæftede sig blandt andet ved, at de 233 dyr, foruden syv, der løb rundt, allerede var slået ihjel, da Fødevarestyrelsen den efterfølgende dag mødte op på ejendommen for at aflive dyrene.
Den tiltalte nægtede at kende noget til det, men specialanklageren argumenterede for, at de netop var dræbt og gemt for at sikre værdien af de dyrebare minkskind.
Et af dagens vidner er ansat i Fødevarestyrelsen og var på ejendommen den decemberdag i 2021. Han har set over seks millioner mink de sidste 10 år, fortalte han, og bekræftede i retten, at han kan godt kan se forskel på mink og ildere. Der var tale om mink, sagde han.
Forsvareren spurgte ind til vidnets viden om ildere, som den tiltalte har forklaret, var dét, der var på gården. Vidnet fra Fødevarestyrelsen fortalte, at hans viden om mink er større end hans viden om ildere.
Forsvarer: Ikke tilstrækkeligt belæg
Forsvarer Lars Borring argumenterede efterfølgende for, at der ikke er tilstrækkeligt belæg for, at det var mink, og ikke ildere, på adressen.
Dyrene kan have udviklet sig til at ligne hinanden endnu mere, end det, han undervejs i retsmødet havde vist på billeder, lød en del af begrundelsen.
Undervejs blev der fnist i salen, og dommeren måtte bede om ro.
Lars Borring forklarede endvidere, at han ikke mener, at Statens Serum Institut har taget DNA-prøver af minkene.
- SSI blev fortalt, de skulle undersøge mink, så derfor gik de ud fra dette.
Deres resultatsvar kan man således ikke lægge til begrundelse, forklarede han.
Anklageren argumenterede imidlertid for, at det for ham at se netop er bevist, at de 233 dyr var mink og ikke ildere med henvisning til tiltaltes forklaring.
- Det er helt ude i hampen og skal afvises som dybt utroværdigt.
Hvad angår anklagemyndighedens påstand om, at der blev holdt 64 levende ræve på ejendommen, så forklarede tiltalte, at det var artskrydsninger.
Det gav anklageren dog ikke meget for, som nævner, at forbuddet mod hold af ræve omhandler alle typer af ræve.
- Der er ikke anledning til fortolkningstvivl, sagde specialanklager Ulrik Panduro.
Dom udskudt
Anklagemyndigheden repræsenteret ved specialanklager Ulrik Panduro argumenterede for, at selskabet bør idømmes en bøde på ikke under 200.000 kroner og at tiltalte idømmes ubetinget fængsel på ikke under tre måneder.
Han argumenterede for, at både selskabet og den tiltalte person tidligere er straffet for at have holdt ræve.
- Det er en skærpende omstændighed, lød det.
Han nævnte flere skærpende omstændigheder omkring blandt andet covid-19-situationen på det daværende tidspunkt og det store antal dyr, der blev fundet.
Forsvarer Lars Borring hæftede sig blandt andet ved, at ejeren af selskabet ikke er blevet afhørt af politiet. Såfremt er det ikke dokumenteret, om den tiltalte og selskabet har handlet i forening, sagde han.
Han mente således, at anklagerens bud på straf var alt for høj.
I stedet foreslog han en bødestraf på omkring 20.000 kroner, og ikke over 100.000 kroner, såfremt selskabet skulle kendes skyldig. En fængselsstraf til den tiltalte person skulle i så fald kun være betinget og på ikke mere end to måneders fængsel.
Tidligere på året blev en minkavler fra Thyholm i en tilsvarende sag netop idømt to måneders betinget fængsel og et selskab en bøde på 100.000 kroner.
Strafferammen lyder på op til seks måneders fængsel.
Dagens retsmøde trak ud i en sådan grad, at der ikke blev afsagt dom, som det ellers var forventet. Dommen skal i stedet afsiges torsdag 12. oktober klokken 13.00.