Politikere besøgte spareramt forsøgscenter: Vi skal have penge på bordet til forskning

Forskningscenteret i Foulum bliver ramt hårdt, hvis det skal spare mere. Derfor var en gruppe folketingspolitikere mandag på besøg for at fortælle om konsekvenserne.

0:58
Søren Pape Poulsen (K) var en af fire folketingspolitikere, der mandag besøgte forsøgscenteret i Foulum.
Foto: Niels Viggo Bentsen, TV MIDTVEST

Aarhus Universitets forsøgscenter i Foulum skal igen i år spare to procent, og det kommer til at betyde både fyringer og lukning af bygninger. Derfor var fire folketingspolitikere mandag på besøg på centeret for at høre mere om konsekvenserne ved en kommende besparelse.

Ifølge Eskild Holm Hansen, der er dekan ved Technical Sciences på Aarhus Universitet, kan forsøgscenteret ikke klare, at der bliver svinget mere med sparekniven. Over de seneste mange år er besparelserne løbet op i millionklassen.

- Det summer sig op til 150 millioner, og det er jo midler, som forsvinder, og det gør, at vi skal bruge flere og flere af vores midler til den faste infrastruktur. Og så kan vi simpelthen ikke leve op til politikernes målsætning om at bidrage tilstrækkeligt til den grønne omstilling, siger Eskild Holm Hansen.

Den udfordring giver anledning til bekymring i Konservative. Formand Søren Pape Poulsen mener nemlig ikke, at den grønne omstilling kan ske uden resultaterne fra forskning.

- For mig er det vigtigt, at vi får nogle penge på bordet til at styrke forskningen, fordi det er det, der er hele basis for den store omstilling af dansk landbrug, siger han.

Han kan ikke garantere, at der lander flere penge på forskningscenterets bord, men han vil gøre sit for at støtte forskning generelt under de kommende landbrugs- og klimaforhandlinger.

- Det er jo et kraftcenter for forskningen, og derfor skal vi passe rigtig godt på det. Når vi diskuterer den bæredygtige og grønne omstilling af landbruget, så kan vi ikke gøre det, uden forskningen er med til at vise nye veje, siger han.

Det vil blive afgjort i regeringens forestående finanslovsforhandlinger, om den årlige besparelse på to procent skal føres ud i livet.

Udover Søren Pape Poulsen (K) deltog også Signe Munk (SF), Kristian Pihl Lorentzen (V) og Karin Gaardsted (S) i besøget.