Sæddonoren frikendt i landsretten: - Det er superfantastisk

I byretten fik Henrik en bøde på 25.000 kroner for at agere privat sæddonor.

Mellem 2017 og 2020 leverede Henrik sæd til kvinder over hele landet - helt gratis og udenom systemet.
Mellem 2017 og 2020 leverede Henrik sæd til kvinder over hele landet - helt gratis og udenom systemet.
Foto: Esben Kock Jensen, TV MIDTVEST

Frikendt. 

Det ord er blandt favoritterne lige nu hos den 55-årige sæddonor Henrik, efter Vestre Landsret torsdag har omstødt en dom fra byretten i Herning, hvor han var blevet pålagt at betale en bøde på 25.000 kroner for at donere sæd til 16 kvinder.

- Jeg skal ned efter kage til kollegaerne. Det er bare superfantastisk, lyder det fra Henrik umiddelbart efter retssagen. 

Henrik har gjort det til en personlig mærkesag at hjælpe homoseksuelle kvinder med at få et barn, og derfor er han privat sæddonor.


Men efter Henrik i 2020 stod frem i TV 2-dokumentaren 'Den gavmilde sæddonor', blev han anmeldt af Styrelsen for Patientsikkerhed.

I november 2022 blev Henrik tildelt en bøde på 25.000 kroner i byretten i Herning, en dom han ankede kort tid efter.

Derfor blev han frikendt

Og anken har så nu båret frugt i Vestre Landsret.

Her blev der blandt andet lagt vægt på, at han havde etableret en personlig relation til de kvinder, han har leveret sæden til, og at han ikke modtog penge eller anden modydelse for sæden. 

Desuden forklarede en læge, at den sundhedsmæssige risiko ikke er anderledes, end hvis tiltalte havde haft samleje med kvinderne.

I sagens retsgrundlag oplyses det også, at vævslovens paragraf 9, der omhandler distribution af væv, omtaler blandt andet sædbankers mulighed for at levere sæd direkte til private købere, men ikke omtaler en situation som Henriks.

Afviser ikke flere børn

Med dagens afgørelse er der sat et punktum for nu, men hvad der skal ske i fremtiden, er for tidligt at snakke om, mener Henrik.

- Nu skal jeg lige finde mig selv, fortæller han. 

Men han vil ikke afvise, at han kunne finde på at donere sæd igen.

-  Jeg vil ikke svare på, om jeg vil søge nye par. Men jeg vil ikke afvise, at jeg vil have flere børn med de kvinder, jeg i forvejen har børn med, fortæller Henrik.

Det er heller ikke sikkert, at dagens dom er de sidste ord sagt i et retslokale om sagen.

Det oplyser sagens anklager til TV MIDTVEST

- Der er en teoretisk mulighed for at indbringe sagen for Højesteret. Der er dog meget høje krav, så det er for tidligt at sige på nuværende tidspunkt, fortæller specialanklager ved Statsadvokaten Bjørn Dahl Larsen.