Bordtennisklubber for ældre slår igennem
De seneste 10 år er antallet af bordtennisspillere over 60 år fordoblet. I løbet af denne uge holder 42 klubber landet over åbent hus.
Bordtennis bliver betegnet som verdens hurtigste sport.
De seneste ti år har den også været hurtigt voksende i Danmark, når man ser på aldersgruppen på over 60 år. Mere end dobbelt så mange spiller nu bordtennis. Men i denne uge holder 42 klubber fordelt over hele landet åbent hus for at trække endnu flere seniorer til.
- Bordtennis har jo den kæmpe fordel, at det er en aktivitet, som ikke er hårdt belastende for kroppen. Derfor passer den fint til målgruppen. Skader er meget sjældne, og alligevel kan de sagtens få sved på banen, siger Morten Ganderup, der er initiativtager og fra Lemvig Gymnastikforening.
For bordtennis er mere end bare godt som motion.
- Det er noget, der virkelig træner ens reaktionsevne, så ens koordination hjælper det jo enormt meget på. Og det hjælper så også i dagligdagen med, at man bedre kan koordinere. Så det er en ideel aktivitet for den aldersgruppe, siger Morten Ganderup.
Rustne server og smash
To af dem, der er mødt op for at spille bordtennis, er Ole Peter Skou og Knud Aage Lavsen på henholdsvis 70 og 72 år. De har begge to spillet bordtennis før, men det er lidt tid siden, at boldene blev skruet afsted.
- Det er fyrre år siden, at jeg har spillet sidst, siger Knud Aage Lavsen.
Hos Ole Peter Skou er det kun 15 år siden, men alligevel er de to herrer enige om, hvordan det går:
- Rustne! Vi var meget rustne, ja. Men det kommer. Der var langt imellem, at slagene lige var der, griner de.
Men da først de kom i gang, så endte de med at blive overrasket over dem selv.
- De der reflekser, man havde fra de helt unge år af, de er der stadigvæk. Når man stikker battet ud, så rammer det en gang imellem bolden, og det er sådan set fantastisk. Så der lægger noget i baghovedet, siger Ole Peter Skou.
Han kunne endda også glæde sig over, at fysikken var bedre end forventet:
- Jeg troede faktisk, at jeg var færdig efter tre opsamlinger af bolde nede ved bagvæggen. Men det viser sig jo åbenbart, at man godt kan, når man lige kommer i gang, siger Ole Peter Skou.
Skal aktivere en ny gruppe
Hos Lemvig Bordtennisklub er målet at få aktiveret flere bordtennisspillere.
- Det er gået enormt fint. Det antal mennesker, som er kommet, passer til antallet af borde, og hvis der kommer flere, så prøver vi at skaffe borde til dem, siger Morten Ganderup.
Det ser indtil videre ud til at lykkes.
- Jeg kommer igen. Nu tager jeg lige et lille smut på ferie. Men jeg kommer igen, når jeg kommer hjem igen, lyder det fra Ole Peter Skou.
Foreløbigt skal der lige hjem og hviles efter dagens strabadser.
- Nu kræver det en middagssøvn her, når vi kommer hjem, så er vi friske igen, siger Ole Peter Skou.