Første krydstogtskib nogensinde i Thyborøn: - Det er en stor dag
Det norske krydstogtskib Nordstjernen sejlede søndag forbi Thyborøn med 120 turister ombord.
Der var noget at se på for de fremmødte på i Thyborøn søndag formiddag, da der for første gang nogensinde sejlede et krydstogtskib ind i havnen.
Nordstjernen, som det norske skib hedder, havde 120 turister ombord, og det kunne mærkes på land.
- Der er i hvert fald flere mennesker, end der plejer at være ved den her tid, siger Helle Poulsen, der er indehaver af Café Seaside.
- Det er fantastisk, at vi får nogle flere turister til vores by. Vi kunne godt bruge endnu flere. Jo mere liv der er, jo flere kommer der til, og det gavner os alle sammen lyder det.
- En stor dag
Viceborgmester i Lemvig Kommune, Chris Olesen (V), er også begejstret for søndagens besøg i Thyborøn.
Han håber nu på, det kan blive startskuddet til endnu mere turisme i området.
- Det passer godt ind i vores turismestrategi, og vi er ude og lede efter nye målgrupper. Så det her er virkelig en stor dag, at vi nu kan byde velkommen til et krydstogtskib.
- Vi håber, vi kan trække flere af den slags skibe til. Det er ikke verdens største krydstogtskib, men det er heller ikke det, vi skal måle det på. Vi skal bare have nogle turister til området, som måske vil besøge os igen på et senere tidspunkt, siger Chris Olesen.
De lokale butikker holder ekstraordinært butikkerne åbne søndag, mens turisterne er i land.