Kåre Mølbak anbefaler at standse genåbningen af samfundet
I fase 4 af genåbningen, der skal indledes "primo august", er der lagt op til genåbning af diskoteker.
Kåre Mølbak, faglig direktør hos Statens Serum Institut, kan ikke sundhedsfagligt anbefale næste fase af genåbningen af Danmark.
Det siger han til fagbladet Ingeniøren, efter at antallet af bekræftede tilfælde med coronavirus den seneste tid har vist en stigende tendens.
Til spørgsmålet om, hvad hans faglige vurdering er oven på den seneste tids udvikling, siger Kåre Mølbak til Ingeniøren:
- Jamen den er jo, at det ikke er noget, som jeg kan anbefale sundhedsfagligt, at man går videre med, lyder det.
Videre adspurgt, om genåbningen skal standses her, er svaret klart:
- Ja, siger han til Ingeniøren.
I genåbningens fase 4, der ifølge en politisk aftale skulle begynde "primo august", er der lagt op til, at spillesteder og natklubber får lov til at åbne.
Partilederne er dog først indbudt til forhandlinger 12. august, og det ser altså ikke ud til, at politikerne når det aftalte tidspunkt.
I aftalen fremgår det også, at planen kan fraviges, hvis epidemien blusser op.
Kåre Mølbak uddyber sine pointer over for DR. Her fortæller han, at det især er genåbningen af nattelivet, der bekymrer.
Det skyldes, at det er i den sammenhæng, at erfaringen siger, at der kan ske smitte.
- Det vil sige, at det er folk, som man ikke tidligere har haft kontakt med. Plus der også sker et vist tab af kontrol, når man drikker og går til den ude i nattelivet, siger Kåre Mølbak til DR.
Den seneste tid har antallet af bekræftede smittede med covid-19 været stigende.
Efter en periode med et lavt antal smittede var antallet i sidste uge på niveau med det, der blev set i begyndelsen af maj.
I uge 31 var der 429 bekræftede tilfælde, mens der ugen før var 227 tilfælde.
Der er dog stadig et stykke vej op til, da allerflest blev bekræftet smittet. Det toppede onsdag 8. april med 408 bekræftede tilfælde på et enkelt døgn.