Vuggestue er lukket ned efter tilfælde med Covid-19
Torsdag lukkede Bording Børneby vuggestueafdelingen ned, da en medarbejder er testet positiv for coronavirus.
En medarbejder fra vuggestueafdelingen i Bording Børneby er blevet konstateret smittet med Covid-19 i midten af sidste uge.
Det bekræfter institutionslederen over for TV MIDTVEST.
Torsdag fik medarbejderen testresultatet, der bekræftede smitten. Straks herefter begyndte institutionslederen at ringe til forældrene, så de kunne komme og hente deres børn.
Siden torsdag har vuggestueafdelingen af Bording Børneby været lukket.
- Det var en klar anbefaling fra sundhedsmyndighederne, at det var den her handleplan, vi satte i værk. Så var der ikke så mange overvejelser, siger institutionsleder Stig Skovbo til TV MIDTVEST.
Efterfølgende er alle andre medarbejdere, der har været i nær kontakt med den smittede medarbejder indenfor de seneste 48 timer, før hun blev syg, blevet testet for Covid-19.
- Alle er testet negative, og ingen børn eller forældre har kontaktet os om, at de har symptomer, siger Stig Skovbo.
Vuggestue holder lukket indtil onsdag
Der går 20 børn på vuggestueafdelingen i Bording Børneby, som skal blive hjemme indtil nu på onsdag, hvor planen er at åbne vuggestuen igen.
- Vi har valgt at holde lukket indtil på onsdag, for så er vi med stor sandsynlighed fri, da der så er gået syv dage, siden medarbejderen blev konstateret smittet, siger han og refererer til, at der gennemsnitligt går en lille uges tid, fra en person bliver smittet, til symptomerne opstår.
Institutionen har fra starten af været i nær kontakt med daginstitutionschefen i kommunen og øvrige sundhedsmyndigheder, som gav vuggestuen nogle retningslinjer for, hvordan de skulle forholde sig.
- Det er fantastisk at have det bagland, vi har. Jeg har været tryg hele vejen igennem, siger Stig Skovbo.
Nogle forældre har haft brug for at få bekræftet, at institutionen havde styr på tingene, men der er god ro på nu, fortæller han.
Der er også børnehavebørn i Bording Børneby, men afdelingerne har ikke noget med hinanden at gøre, og børnehaven er derfor ikke blevet lukket ned.