Mod og mandshjerte: Lucas Lund skal bevise sit værd
Viborg FFs unge målmand får igen chancen fra start i forårspremieren. Nu skal han bevise, at pladsen tilhører ham. Det skildrer serien 'For enhver f*cking pris'.
Lucas Lund var den store helt sidste søndag, da Viborg FF sikrede sig Conference League-kvalifikation efter en sejr i straffesparkskonkurrence over AaB.
Og TV MIDTVEST følger netop Lucas Lund i sjette afsnit af 'For enhver f*cking pris' til de sidste forberedelser inden forårspremieren tidligere på året.
- Jeg behøver ikke sige en masse. Du er, hvor du skal være.
Sådan lyder ordene fra målmandstræner Kresten Vedstesen til den unge målmand inden kampstart mod Randers FC i februar.
Mikkel Andersen, der også er målmand i klubben, er ukampdygtig, og derfor har Lucas Lund fået chancen fra start - uden konkurrence.
Men målmandstræneren fastslår overfor den unge målvogter, at han har gjort sig fortjent til det.
- Du har ikke fået pladsen. Du har taget den.
Lucas Lund virker afklaret.
- Jeg er klar til det, der venter. Det er glæden og spændtheden, der fylder - mere end nogen bekymring overhovedet, siger den 22-årige målmand til sidste træning inden forårspremieren.
Hvem har gjort sig fortjent?
Pressen er også interesseret i kampen om målmandsposten.
Cheftræner Jacob Friis fastslår, at den lige nu tilhører Lucas Lund.
- De gør det jo godt begge to. De ligger ikke så langt fra hinanden, men nu er det Lucas, der lige er det skridt foran, siger cheftræner Jacob Friis til TV3 Sport på banen forud for sæsonpremieren mod Randers FC.
- Tag temperaturen. Vær’ Lucas Lund. Vær’ afklaret, siger målmandstræneren til den unge målmand inden han går på banen.
Følg Lucas Lund og resten af Viborg FF i kampen om overlevelse i Superligaen i sjette afsnit af serien 'For enhver f*cking pris'.