Skoler vil have eleverne væk fra skærmene: Skal skrive noter i hånden

Også på andre skoler begynder nye retningslinjer at få konsekvenser for eleverne.

Rektor Lars Nielsen er spændt på, hvordan eleverne vil modtage de nye regler på skolen, når de mandag begynder efter sommerferien.
Rektor Lars Nielsen er spændt på, hvordan eleverne vil modtage de nye regler på skolen, når de mandag begynder efter sommerferien.
Foto: Skive Gymnasium

Det skal være slut med at shoppe gallakjole i samfundsfagstimen, eller se film på bagerste række under fremlæggelserne. 

Når studerende begynder på Skive Gymnasium efter sommerferien er det med mere papir og blyant - og knap så meget computer. 

Det vil kun gøre noget godt for eleverne at få skærmen lukket noget oftere, mener rektor Lars Nielsen. 

- Engang troede man, at skærme kun gjorde noget godt for undervisningen. Men det, der er problemet med skærme, telefoner og computere er, at det fjerner opmærksomheden fra undervisningen og forstyrrer fordybelsen, siger Lars Nielsen. 

Derfor skal eleverne nu begynde i højere grad at tage noter i et kladdeehæfte i stedet på computeren. I nogle tilfælde må computeren dog stadig tages frem og bruges i timerne, hvis eleverne eksempelvis skal bruge et bestemt program eller aktivt søge på nettet, men skærmene skal bruges mere bevidst, og som udgangspunkt ikke være en del af undervisningen, fortæller rektoren på Skive Gymnasium.

Også mobiltelefonerne skal helt blive ude af undervisningslokalet. 

På gymnasiet har man allerede gode erfaringer med at forbyde mobiltelefoner for eleverne i 1.g, og i nogle klasser har lærerne allerede forsøgt sig med analoge noter og mindre skærm. 

Et halvt undervisningsmodul om ugen skal eleverne bruge på at læse en bog, for netop at træne deres evner til at fordybe sig.

- Feedbacken fra eleverne er, at de faktisk synes det er rigtig rart. Men jeg er da klar over, at selvom de ved, det er det rigtige at gøre, så vinder jeg nok ikke nogen popularitetskonkurrence som "årets rektor" ved at gøre det her, siger Lars Nielsen. 

Rektoren påpeger, at skolens nye retningslinjer lægger sig i slipstrømmen af en folkelig og politisk bevægelse mod at bruge skærmen med større omhu. 

I juni kom blandt andet nye anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen om skærmbrug for børn og voksne, og tidligere på året udsendte Styrelsen for Undervisning og Kvalitet anbefalinger om brug af skærme i grundskoler og fritidstilbud. 

De anbefalinger mærkes også i Vildbjerg, hvor eleverne i overbygningen også skal til at vænne sig til at gå i skole uden mobiltelefon. 

I 9. klasse må man godt have telefonen med på skolen, men den skal blive i tasken, når der er time. I 7. og 8. klasse skal mobilen låses inde, når eleverne møder. 

- Rigtig mange elever syntes i starten at det var lidt "øv" men mange siger også, at det faktisk styrker fællesskabet, at de ikke sidder med mobilen hele tiden, fortæller skoleleder på Vildbjerg Skole, Rikke Grann. 

Fællesskabet er også én af grundene til, at skolen gør forskel på eleverne i overbygningen. I 9. klasse er der nemlig ikke så stramme regler, som i 7. og 8. klasse på Vildbjerg Skole. 

Når eleverne på Vildbjerg Skole begynder efter sommerferien bliver det uden mobiltelefon for nogle af de ældste elever. Den skal i stedet afleveres til "mobilhotellet", som skolelederen holder her.
Når eleverne på Vildbjerg Skole begynder efter sommerferien bliver det uden mobiltelefon for nogle af de ældste elever. Den skal i stedet afleveres til "mobilhotellet", som skolelederen holder her.
Foto: Benjamin Hald, TV MIDTVEST

- Når man kommer her, kommer der også mange elever fra mindre skoler, så det er også med til at få eleverne ind i fælleskabet, at vi styrker sammenholdet på den her måde. Og så har elevrådet jo også været involveret i at snakke om det her, og de havde brug for at få en stemme ind i det, og mente, at når man kom i 9. klasse, så kan man godt selv håndtere det, forklarer skolelederen om forskellen. 

Men selvom eleverne i gymnasiet i Skive er over 18 år og voksne, så er det stadig skolens opgave at "opdrage en smule", mener rektor Lars Nielsen.

- Det er jo også samfundet, der betaler for en ret dyr uddannelse. Så vi kan godt forlange, at man er aktivt deltagende. Vi må godt sætte en retning og opdrage en lille smule. Og jeg synes ikke, det er stort indgreb på den personlige frihed, at man ikke kan købe sin gallakjole, mens der er undervisning, siger Lars Nielsen.