Stjal kobber for halvanden million: Nu er dommen faldet

Syv rumænske mænd er idømt i alt 14 års fængsel for grove indbrudstyverier af kobber.

retten Herning
Foto: Bent Løkke Leth, TV MIDTVEST

Syv mænd er ved Retten i Herning idømt samlet 14 års fængsel for en stribe grove indbrudstyverier af kobber til en samlet værdi på mere end halvanden million kroner.

Det oplyser anklager Line Svensson til TV MIDTVEST.

De syv mænd, som alle er rumænske statsborgere, begik en stribe tyverier tilbage i januar. På det sidste sted blev de taget på fersk gerning, beretter anklageren.

- Tyverierne skete i løbet af en 14 dages periode. Det første forhold var den samme dag, som de var ankommet til Danmark, fortæller Line Svensson.

Hun tilføjer, at de dømte ingen tilknytning har til Danmark.

Tyverierne har været af kobberkabler på tromler.

Strafudmålingen på de i alt 14 år har betydet domme til alle de syv mænd.

- Ikke alle er dømt i alle forhold, men alle er blevet dømt i et eller andet omfang, fortæller anklageren.

De syv rumænske mænd er varetægtsfængslede frem til afsoning. De er desuden alle blevet udvist - nogle for bestandigt og nogle i 12 år.