Utilfreds superstjerne smækker med døren i FCM
Rafael van der Vaart føler ikke, at han fik en fair chance i FC Midtjylland.
Snart siger den Hollandske verdensstjerne, Rafael van der Vaart, farvel til FC Midtjylland.
Det var ellers en længere føljeton, da Rafael van der Vaart pludselig landede i dansk fodbold hos FC Midtjylland.
En tidligere verdensstjerne var landet i Herning, og spillerens fortid, nutid og fremtid blev grundigt analyseret i de danske medier, hvor begejstringen var stor.
Men begejstringen var ikke helt gengældt fra den tidligere Real Madrid-stjerne, der til det hollandske medie Bureau Sport for et år siden luftede sin store utilfredshed med dansk fodbold ifølge telegraaf.nl.
- Det er virkelig forfærdeligt. Nogle gange spiller du på stadioner, hvor der sidder 800 tilskuere. Jeg tror ikke, at de kan lide fodbold her.
- Selvfølgelig savner du de stadioner, du har spillet på tidligere, og så er det svært at bevare motivationen, siger den tidligere profil.
Han erkendte da også, at han primært tog til Danmark, fordi den gravide kæreste Estavana Polman spiller håndbold i Team Esbjerg.
Nu er det så snart slut, når den to-årige kontrakt med FCM udløber.
I et farvelinterview til Herning Folkeblad lægger Van der Vaart da heller ikke skjul på sin skuffelse over klubbens måde at bruge ham på eller mangel på samme. Han mener ifølge avisen, at tingene gik skævt lige fra start.
- Når du har en spiller som mig, bør du tænke, at her har vi »Rafa«, og vi ved, hvad han kan og vil, og så bygger vi et hold rundt om ham.
- Det var det, jeg havde forventet, men det skete aldrig, siger han blandt andet i interviewet med avisen.