- Aldrig i mit liv har jeg set så mange fugle på én gang

Det milde efterår betyder, at der stadig er gode chancer for at opleve sort sol i Midt- og Vestjylland.

Tusindvis af stære laver opvisning ved Klosterheden.
Tusindvis af stære laver opvisning ved Klosterheden.
Foto: Verner Nørby, Asp

- Det er første gang, jeg har oplevet sort sol med så mange fugle, siger Verner Nørby fra Asp.

Verner Nørby har altid kameraet liggende i bilen, i tilfælde af at han kommer forbi noget interessant. Det gjorde han den anden eftermiddag lige inden solnedgang.

- Jeg var på vej hjem og kunne se nogle fugle i horisonten, jeg stoppede op for at tage et par billeder, siger Verner Nørby.

Det blev til tyve minutters opvisning, hvor tusindvis af stære fløj frem og tilbage på himlen.

Sort sol ved Klosterheden.
Sort sol ved Klosterheden.
Foto: Verner Nørby, Asp

- Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan fuglene kan navigere, så de ikke rammer sammen, siger Verner Nørby og fortsætter:

- Aldrig i mit liv har jeg set så mange fugle på én gang.

Forår og efterår kan man opleve stære flyve sammen i store flokke, og det har ifølge ornitolog Gerner Majlandt fra Spøttrup en naturlig forklaring.

- Stærene flyver i formationerne for at forvirre rovfuglene. Når de flyver så mange sammen, er det svært for rovfuglene at fokusere på en enkelt fugl, siger ornitolog Gerner Majlandt. 

Sort sol kan opleves mange steder i Vestjylland
Sort sol kan opleves mange steder i Vestjylland
Foto: Verner Nørby, Asp

- De optræder ikke for vores skyld, det simpelthen for at beskytte sig, siger ornitolog Gerner Majlandt.

Ganske få steder har der været enkelte nætter med frost, men ellers er dagstemperaturene over 10 grader, og det er ifølge DMI også meldingen de næste dage. Derfor går der formentlig længe, inden stærene forsvinder.

- Så længe der er mad i form af larver og insekter, så er der ikke nogen grund til at trække syd på, siger Ornitolog Gerner Majlandt.

- Der er ingen grund til at tage til Sønderjylland for at opleve sort sol, det kan man opleve her, siger Verner Nørby fra Asp.