Vil bremse typehuse: - Det er faldet ned fra månen

Man skal ikke kunne bygge et nyt typehus, hvis det ikke passer ind, mener gruppe.

0:31
Her i videoen kan du se en overflyvning af kvarteret Alderslyst, og til sidst kan du se, hvad det er for nogle huse, som en gruppe borgere er utilfredse med, der bliver bygget i området.

- Hele huset er et kæmpe fremmedelement. Det er ligesom faldet ned fra månen i vores kvarter.

Sådan siger David Schiess, mens han betragter en nybygget villa i området Alderslyst i Silkeborg.

Han er gået ind i kampen mod ensformige typehuse, som, han mener, truer kvarteret. Derfor har han taget initiativ til borgergruppen 'Helle for Alderslyst, der ikke ønsker, at kvarterets ældre bygninger bliver opkøbt og erstattet af typehuse.

- Hvis alle kommer til vores kvarter og bygger, som de har lyst til, så risikerer vi, at det, man egentlig kommer her for i første omgang - det hyggelige kvarter - ikke er der mere, siger han.

David Schiess mener, man bør bygge med tanke på det kvarterets oprindelige udtryk.
David Schiess mener, man bør bygge med tanke på det kvarterets oprindelige udtryk.
Foto: TV 2 Østjylland

I området er der en del ældre huse fra omkring år 1900. David Schiess mener, at man bør skele til den stil, når der bygges nyt i kvarteret.

- Vi vil gerne have, politikerne sætter nogle regler for, hvordan det skal være, hvis man river ned og bygger nyt i området. Vi vil gerne have, det sker på en måde, så det viderefører kvarterets kvaliteter.

Hvorfor skal I gøre jer til smagsdommere over, hvordan andre vil bygge deres hus?

- Det skal vi heller ikke. Det her er et spørgsmål om at bevare kultur og historie. Hvilke gardiner de har i vinduerne, eller hvilke biler de kører i, blander vi os ikke i, siger David Schiess. 

Det er typehuse, som det her, David Schiess ikke mener, hører til i Alderslyst.
Det er typehuse, som det her, David Schiess ikke mener, hører til i Alderslyst.
Foto: TV 2 ØSTJYLLAND

Skal ikke være i det kvarter

Borgergruppen er nu nået første skridt mod målet, efter byrådspolitiker i Silkeborg Kommune Peter Sig Kristensen (EL) er gået ind i sagen.

Peter Sig Kristensen er enig med gruppen i, at man skal værne om områdets særlige karakter.

- De nyere typehuse, synes jeg, er ganske fine. De behøver bare ikke nødvendigvis at være i det kvarter. Der er masser af andre muligheder for steder, de kan være, men lige præcis der, synes jeg, man skal bygge med respekt for det kvarter, som er, siger han.

De nye huse bryder ikke nogen af kommunens regler. Skal man ikke have lov til at bygge sådan, når det er inden for reglerne?

- Jo, det kan du jo sagtens sige, men jeg har også et ønske om, at vi får lavet en lokalplan, som laver nogle rammer for, hvad man må bygge i det kvarter.

Er det ikke lidt sent, at du gør noget ved det?

- Jo, det kan man sige, men jeg skal først gøres opmærksom på, at det er en udfordring. Det er jeg så blevet gjort opmærksom på, og derfor handler jeg på nuværende tidspunkt.

Kan lave reglerne om

De nye typehuse, som borgergruppen kritiserer, er bygget af det lokale byggefirma Levehuse.

Det har ikke været muligt at få et interview med administrerende direktør i Levehuse, Lars Pontoppidan, men i et skriftligt svar til TV2 Østjylland skriver han blandt andet, at han undrer sig over Peter Sig Kristensens kritik, når byggefirmaet efterlever de regler, kommunen selv dikterer.

- Er Peter Sig ikke tilfreds med de regler, kommunen har, er han som folkevalgt politiker i sin ret til at lave reglerne om, og hvis han ønsker en lokalplan og har flertal til forslag, der skal regulere, hvordan folk skal bo, indretter vi os selvfølgelig derefter.

Peter Sig Kristensen vil bringe sagen op til udvalgsmøde i Plan- og Vejudvalget i starten af november.