Revser borgmester efter betændt sag: - Han tager det ikke alvorligt

SF'eren Morten Bo Bertelsen mener, at Thisted Kommunes borgmester sylter en sag om samarbejdsproblemer mellem kommune og dets handicapråd. Men det afviser borgmesteren selv.

Morten Bo Bertelsen (tv.) og Niels Jørgen Pedersen er ikke enige om, hvordan en sag om et utilfreds handicapråd skal behandles.
Morten Bo Bertelsen (tv.) og Niels Jørgen Pedersen er ikke enige om, hvordan en sag om et utilfreds handicapråd skal behandles.
Foto: Sean Kelly Chiristen & Frederik Kortegaard, TV MIDTVEST

- Hvis vi havde en borgmester, der tog det alvorligt, så havde han fikset det i mandags.

Ordene kommer fra Morten Bo Bertelsen, der er valgt for SF til kommunalbestyrelsen i Thisted Kommune.

Han er frustreret over, at der bliver ved med at være ballade omkring kommunens handicapråd – og at der ikke blev tid til at tage problemerne op på et møde mellem partiernes gruppeformænd tidligere på ugen.

- Jeg synes, det er for nonchalant. Det er ikke at tage ansvar, når rådet er væk, siger Morten Bo Bertelsen (SF).

Balladen mellem Thisted Kommune og handicaprådet begyndte for et år siden, og i weekenden nedlagde rådet sig selv. I øvrigt for anden gang i år.

Tirsdag aften var der i forvejen planlagt et møde for alle partiernes gruppeformænd, og mandag inden mødet foreslog Morten Bo Bertelsen (SF), at sagen om handicaprådet kom på dagsordenen.

Men det gjorde den ikke. I stedet blev mødet aflyst.

Opbakning til aflysning

Aflysningen gjorde ham så skuffet, at han gik på Facebook og skrev et opslag på gruppen Thisted Kommunes Byrødder for at dele sine frustrationer med kommunens borgere.

”Borgmesteren og Socialdemokratiets og Konservatives gruppeformænd syntes ikke, sagen var vigtig, så gruppeformandsmødet blev aflyst. Det er meget skuffende, at der ikke er et flertal i Thisteds kommunalbestyrelse, der vil tage politisk lederskab og ansvar for et så vigtigt organ som vores handicapråd.” skrev han i opslaget.

Men det er slet ikke sådan, tingene hænger sammen, siger borgmester Niels Jørgen Pedersen (V).

- Det er ikke, fordi vi ikke vil snakke om det, men det hører til i Social- og Seniorudvalget, hvor Morten Bo Bertelsen selv sidder med. Gruppeformandsmøder er ikke officielle møder med officielle dagsordner. Det er bare sådan nogle møder, vi holder, for at koordinere og orientere hinanden, siger han.

Han mener derfor ikke, at den slags diskussioner hører til på sådan et møde, og at det heller ikke ville have givet mening at holde tirsdagens møde, hvor der ifølge ham kun ville have været handicaprådet og ikke så meget andet på dagsordenen.

Og slet ikke set i lyset af, at et par formænd i forvejen havde meldt afbud til mødet, samt at formændene for Venstre, Socialdemokratiet og Konservative, der sidder på flertallet af kommunalbestyrelsens pladser, bakkede op om en aflysning.

- Det er hans eget udvalg, der skal diskutere de ting, siger Niels Jørgen Pedersen og tilføjer, at han altså tog hånd om handicaprådets selvsuspendering allerede mandag.

Ifølge borgmesteren bliver der nu arbejdet på et fysisk fællesmøde mellem ham, handicaprådet og rådets landsorganisation.

- Der er en dialog om tingene. Jeg ved godt, at den nu er kørt skævt én gang til, men der bliver arbejdet på et møde, som kommer i kalenderen inden for nærmeste fremtid, siger han.