Måske kender du ikke denne her sport? Silkeborg er storleverandør til verdens tredjebedste hold

I sidste uge vandt det danske kajakpololandshold, med stort silkeborgensisk islæt, bronze ved VM. En medalje, som trods svære forudsætninger, er drevet af hårdt arbejde, fællesskab og passion.

Det danske kajakpololandshold i aktion.
Det danske kajakpololandshold i aktion.
Foto: Søren Nielsen

Kajakpolo hører ikke til de bedst kendte sportsgrene i Danmark, og ganske mange forbinder det med noget, man gør på en klassisk polterabend. 

Ikke desto mindre er der efterhånden en hel del danskere, som kaster sig over hybridsporten, der blander fysisk aktivitet med vand, kajakker og boldsport. I alt er der cirka 700 registrerede spillere i hele Danmark fordelt på alle aldre.

22-årige Frederik Konge fra Silkeborg Kajakklub er én ud af tre aktive spillere på kajakpololandsholdet, som repræsenterer hjemmeklubben i Silkeborg. 

Karrieren begyndte, da han, som en vandskræk 13-årig dreng, afprøvede den lidt underlige sport. Han fandt dog hurtig gløden i kajakken.

- Kajakpolo var et alternativ til fodbold og andre sportsgrene, hvor jeg ikke rakte til. Jeg opdagede, at det var vildt sjovt at spille polo i kajakken og blev hurtigt bidt af sporten og fællesskabet, fortæller han. 

Frederik Konge er én ud af tre aktive spillere på landsholdet fra Silkeborg Kajakklub.
Frederik Konge er én ud af tre aktive spillere på landsholdet fra Silkeborg Kajakklub.
Foto: Søren Nielsen

En smal top

Elitebredden blandt danske kajakpolospillere er ikke særlig stor. Det skyldes i høj grad de svære forhold, som rammer rigtig mange nichesportsgrene, som for eksempel kajakpolo.

Kajakpololandsholdet finansieres delvist af penge fra forbundet men også fra klubber og sponsorer, som spæder til. Fra år til år kan landsholdets økonomi dog variere, hvilket som oftest ender i en form for egenbetaling for de enkelte atleter. 

Det danske landsholds seneste succes er derfor primært båret frem af passionen for sporten, fællesskab, vilje og hård træning. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Begrænset økonomi bremser udviklingen

På trods af økonomiske udfordringer er den grundlæggende glæde ved sporten netop det, som har skabt det stærke danske landshold, som de seneste par år har oplevet stor fremgang, fortæller Frederik Konge.

- Vi har det bare godt sammen, og alle er utroligt dedikerede. Når vi oplever fremgang og scorer det mål, som afgør en vigtig kamp, så er det det hele værd. Så giver alt mening.

Det er nemlig ikke nemt at være i elitesport, og slet ikke med de forudsætninger, hvor man bruger penge og intet tjener. Derfor betyder tredjepladsen til VM i Kina enormt meget for Frederik Konge og det danske landshold.

- Det er kæmpestort. Det er først og fremmest en motiverende bekræftelse af alle de mange træningstimer og de prioriteringer, vi tager. Alle de missede gymnasiefester bliver retfærdiggjort, når vi scorer det afgørende mål og vinder. Og forhåbentlig kan det inspirere andre til at gå den samme vej i fremtiden, siger han.

Til VM i Huzhou var det i øvrigt ikke kun det danske elitelandshold, som vandt en medalje. Det samme gjorde U21-landsholdet for herrer, hvor flere af truppens spillere samt træner kommer fra Silkeborg Kajakklub.