Kvindes fødsel gik i gang, mens mand var i fare for at drukne
En redningsaktion i vandet tog en vild og overraskende drejning.
En dramatisk situation udspillede sig på stranden ved Husby fredag kort efter middag.
En gravid kvinde på stranden frygtede, at hendes mand ude i vandet var ved at drukne. Derfor blev der sat gang i en redningssituation.
- Der var to personer ude for at hjælpe ham, fortæller bådmand Johannes Kristensen fra Hvide Sande Redningsstation.
Ifølge Midt- og Vestjyllands Politi var manden omkring 40 meter ude i vandet. Han blev til sidst fragtet i land på et surfbræt.
Imens det skete, eskalerede situationen inde på stranden. Kvinden, som fulgte intenst med i, at hendes mand blev reddet i land, fik pludselig endnu mere at tænke på.
- Jeg ved ikke, om hun ligefrem gik i fødsel, men der blev i hvert fald sat gang i noget i den stil. Hun er jo blevet påvirket af situationen, beretter bådmanden, som selv var på stranden, da det skete.
Kvinden endte med at besvime.
I mellemtiden kom manden sikkert i land, og den tilkaldte ambulance endte med at være til den gravide kvinde i stedet for manden.
- Han kørte med hende i ambulancen, fortæller bådmand Johannes Kristensen fra Hvide Sande Redningsstation.
Hvordan det videre gik med manden og kvinden, melder historien ikke noget om på nuværende tidspunkt.