Efter partiskift: Annette Mosegaard er største stemmesluger
Med 1.850 personlige stemmer er Annette Mosegaard den største stemmesluger i Ikast-Brande Kommune.
Annette Mosegaard skiftede i 2016 fra Venstre til Konservative.
Alligevel blev hun den største stemmesluger ved kommunalvalget i Ikast-Brande med 1.850 personlige stemmer.
Var det værd at skifte til fra Venstre til Konservative?
- Ja, det var det. Jeg har det godt, hvor jeg sidder. Jeg sidder med en formandspost, så jeg sidder meget, meget bedre, end hvis jeg havde været nede i rækken i Venstre, siger hun.
Annette Mosegaard gik efter borgmesterposten, men det lykkedes ikke til trods for de mange personlige stemmer.
- Man har nogen, som man har snakket sammen med, og der skal tingene gå op i en højere enhed. Det var ikke os, der ikke præsterede. Det var ikke mine vælgere. De var der bare, og jeg er så glad, siger hun.
Andre partier kunne ikke levere
På forhånd havde hun ellers meldt klart ud, at hun gik efter borgmesterposten, men størrelsen på partiet blev udslagsgivende, tror hun.
- Når man er et lille parti, så ved man, at risikoen er til stede. Jeg har virkelig givet alt, for at det her skulle lykkes. Jeg har ikke haft job i flere måneder for at få det til at lykkes, siger hun.
Men det lykkedes ikke, og forklaringen skal man måske finde ved nogle af de andre partier, der var lavet aftaler med på forhånd.
- Der sker jo det, at vi var nogle partier, der snakkede sammen. Vi skal alle sammen byde ind med det, som vi har sat os mål for. Der var nogle andre, der måske lige mistede lidt i svinget. Så det er sådan, det er, siger Annette Mosegaard.
Men trods et godt valg kunne det dog godt have været bedre.
- Jeg havde været bedre tilpas, hvis jeg havde været borgmester. Det skal man slet ikke være i tvivl om. Men nu må vi bare få det bedste ud af det, siger hun.