Kort nyt

10. jul 2024 kl. 07:36

Kraftig gårdbrand: Grise omkommet

Brand & Redning Midtvest er onsdag morgen i gang med at få styr på en kraftig gårdbrand i nærheden af Lem mellem Ringkøbing og Skjern.

- Der er kraftig brand i en svinestald. Flere grise er omkommet, fortæller en travl indsatsleder, Lars Lyngvig, til TV MIDTVEST.

Anmeldelsen kom klokken 6.35. Indsatslederen melder om masser af personel til stede. Branden er endnu ikke under kontrol.

Kl. 16.19

Viborg-spiller efterudtaget

Thomas Jørgensen fra Viborg FF er blevet efterudtaget til det danske U21-landshold.

Det skriver Viborg FF på Facebook.

Den 19-årige midtbanespiller er dermed med i truppen, når Danmark møder Island i Vejle 15. oktober.

Kl. 15.55

Tilfreds dommer dagen derpå

Der var flere tvivlsomme situationer i søndagens kamp mellem Brøndby og FC Midtjylland. Dagen derpå er kampens dommer, Jacob Karlsen, tilfreds med sine beslutninger.

- Jeg er stadig glad for, at jeg dømte, som jeg gjorde i går. På bagkant vil jeg dog godt medgive, at vi er i en gråzone. Men skulle jeg træffe en afgørelse i de to situationer, ville jeg komme frem til det samme, siger Jacob Karlsen til TV 2 Sport og TV MIDTVEST.

Kl. 15.11

Vinderen af afstemning er fundet

Socialdemokratiet i Holstebro ved nu, hvem der er partiets nye borgmesterkandidat ved næste års kommunalvalg. Urafstemningen sluttede mandag eftermiddag, men de to kandidater, som er byrådsmedlemmerne Klaus Flæng og Simon Tang, kender dog ikke resultatet af afstemningen endnu. Det samme gælder medlemmerne.

Kl. 15.09

Dømt for kobbertyverier

Syv mænd er ved Retten i Herning idømt samlet 14 års fængsel for en stribe grove indbrudstyverier af kobber til en samlet værdi på mere end halvanden million kroner.

Det oplyser anklager Line Svensson til TV MIDTVEST.

De syv mænd, som alle er rumænske statsborgere, begik en stribe tyverier tilbage i januar. På det sidste sted blev de taget på fersk gerning, beretter anklageren.

Kl. 14.16

To biler kørt sammen

To biler kørte mandag eftermiddag sammen i Silkeborg.

Trafikuheldet skete omkring klokken 15.30 på F. L. Smidths Vej i et industrikvarter i det nordøstlige Silkeborg.

Ingen personer er kommet til skade, og der er begrænset skade på bilerne, oplyser Midtjysk Brand & Redning.

Kl. 14.01

Bil kørt ind i autoværn

En personbil er mandag eftermiddag omkring klokken 15.15 kørt ind i autoværnet på motorvejen mellem Herning og Holstebro.

Uheldet er sket mellem afkørslerne Tvis og Holstebro Ø. i retning mod Holstebro.

Det er et solouheld, og der er ingen personskade, oplyser vagtchef Jan Nørrum fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Kl. 13.45

Motorcyklist forsvundet fra politiet - DNA fra hjelm skal hjælpe dem

Da politiet lørdag aften kørte forbi en rød motorcykel i Tarm, opdagede de at motorcyklen ikke var indregistreret. 

- Nummerpladen var afmeldt, og det er formentlig derfor, patruljen forsøger at standse føreren, siger Peter Ackermann fra lokalpolitiet i Ringkøbing. 

Men føreren af den røde Kawasaki-motorcykel var ikke interesseret i at tale med politiet, og stak derfor af. 

- Patruljen sætter efter motorcyklen, og de ender ind over nogle marker, hvor motorcyklisten vælter og fortsætter flugten til fods, fortæller Peter Ackermann. 

Det får politiet til at sende en hundepatrulje ud for at lede efter den ukendte fører, som man endnu ikke ved, om er en mand eller kvinde. 

Den ukendte motorcyklist smed i flugten et par handsker og en hjelm fra sig, og det vil politiet nu forsøge at sikre dna-prøver fra. 

- Det er det, vi kan gå efter, for det lykkedes ikke at finde vedkommende, så vi har ingen mistænkte endnu, siger Peter Ackermann. 

Kl. 13.14

Krigsveteran er død

Den tidligere soldat Kim Rasmussen er død.

Det bekræfter hans søster, Mari-Ann Rasmusen fra Ikast, i en SMS overfor TV MIDTVEST. Dødsfaldet skete fredag aften dansk tid på et hospital i Filippinerne.

 

Kl. 13.08

Brand ulmede under tag: - Det er klart, de er lidt rystede

En beboer i bydelen Tilsted i Thisted kom hjem til en ubehagelig oplevelse mandag eftermiddag. 

- Hun kunne lugte røg fra udhuset og alarmerede os, fortæller indsatslederen ved Nordjyllands Beredskab. 

Det er et mindre hjørne af udhuset, som er gået i brand. 

- Umiddelbart ser det ud til, at det er tagarbejde, som har forårsaget en brand i et hjørne af taget. Det har formentlig ligget og ulmet under taget, forklarer indsatsleder Jesper Madsen. 

Udhuset er bygget sammen med stuehuset, men det lykkedes brandvæsnet at forhindre en brand i at brede sig. 

- Ingen personer var heldigvis i fare, men det er klart, at de er rystede over at komme hjem til det, siger indsatslederen. 

Han kan dog fortælle, at brandvæsnet snart er færdig med arbejdet på stedet, og at det ellers er forløbet udramatisk. 

- Imens sidder beboerne hos naboen og får en kop kaffe, indtil vi er færdige her, siger Jesper Madsen. 

Kl. 13.01

Regeringen vil hæve karakterkravet til gymnasierne

TV 2 erfarer, at regeringen tirsdag vil præsentere et nyt udspil, hvori karakterkravet til det almene gymnasium og HHX hæves.

I dag kræver adgangen fra grundskole til en gymnasial uddannelse et karaktergennemsnit på 5. Men fremover skal den adgangsgivende karakter med regeringens udspil hedde 6.

Derudover lægger regeringen, ifølge TV 2s oplysninger, desuden op til at nedlægge den almindelige 10. klasse.

Den vil i stedet vil kunne tages på efterskoler, mens den specialundervisning, der i dag tilbydes i 10. klasse, også vil bevares.

Kl. 12.26

Mand sigtet tre gange for at sige samme ord

Tre sigtelser skulle der til, før politiet var færdig med en 60-årig ballademager fra Randers. 

Manden var taget til Silkeborg på værtshuset Admiralen fredag aften, men blev bedt om at forlade stedet, fordi han havde en "utryghedsskabende adfærd". 

Sådan lyder historien fra lokalpolitiet i Silkeborg, som måtte ud til værtshuset for at bortvise manden. 

Der faldt den første sigtelse, da manden i forbindelse med bortvisningen kaldte et par betjente for "fucking møgsvin". Han blev anholdt for at skabe uro og for fornærmende tiltale mod en tjenestemand. 

Da en ny patrulje ankom for at eskortere den 60-årige mand fra værtshuset til politistationen, faldt den anden sigtelse. Her kaldte han igen et par betjente for "fucking møgsvin". 

Da manden igen blev løsladt, fulgte en tredje betjent ham ud fra politistationen. 

Og så måtte betjenten sigte ham endnu engang for fornærmelig tiltale. 

Måske kan du gætte, hvad betjenten blev kaldt? 

Jep, du gættede rigtigt: "Fucking møgsvin". 

Kl. 12.06

Tricktyv holdt offer hen - så var computer forsvundet

En 26-årig mand blev angiveligt snydt, da han fredag aften blev kontaktet af en mand ved sin garage i Hee nord for Ringkøbing. 

Det fortæller Peter Ackermann fra lokalpolitiet i Ringkøbing. 

Manden forsøgte at tale med den 26-årige på tysk og engelsk, men kunne ikke gøre sig forståelig nok til, at den 26-årige kunne gengive meningen for politiet. 

Men da han ville gå ind i sin lejlighed for at hente en telefon og finde Google Translate frem, blev gæsten ivrig efter at han skulle blive, angiveligt for at holde ham væk fra lejligheden, hvor en ubuden gæst var på besøg. 

- Han anmelder efterfølgende et indbrud i sin lejlighed, hvor hans Macbook er forsvundet, fortæller Peter Ackermann.

Kl. 10.54

Smid den ud: Skimmelsvamp fundet i æblemost

Har du købt Ørbæk Mosts ufiltreret æblemost, så skal du straks smide den ud. 

Producenten bag, Orskov Foods A/S, tilbagekalder æblemosten, efter der er fundet skimmelsvamp i lågene. 

Det oplyser Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse. 

Æblemosten er solgt i Rema 1000 butikker i hele landet og via Nemlig.com.

Æblemost
Foto: Fødevarestyrelsen
Kl. 09.54

Ægtepar lever med trusler

For præcis et år siden udførte den militante bevægelse Hamas et angreb mod Israel. 1200 mennesker blev dræbt og 250 blev taget som gidsler.

Siden har konflikten raset, og det har jødiske Henrik og Ella Chievitz fra Silkeborg mærket tydeligt.

Kl. 09.07

Voldssag endte uventet: Pludselig gik offer fra ambulancen

Politiet var på patrulje i nattelivet i Holstebro fredag nat, da de bliver bekendt med en voldelig episode i gågaden. 

En 25-årig mand havde slået en anden mand bevidstløs. Manden væltede omkuld og blev herefter sparket i hovedet af den 25-årige gerningsmand.  

Det fortæller fungerende politikommissær hos lokalpolitiet i Holstebro, Matthias Sørensen. 

Gennem vidners beretninger og videoovervågning fra stedet kunne patruljen finde frem til, hvad der var foregået. 

En ambulance blev tilkaldt, og den forslåede person blev tilset. Men patruljen nåede aldrig at få oplysninger på den person, som blev slået og sparket. Han gik nemlig fra ambulancen, mens han var ved at blive tilset, forklarer politikommissæren. 

Kl. 08.39

MitID er nede på tværs af alle tjenester


MitID er i øjeblikket utilgængeligt.

Det fremgår af tjenestens hjemmeside mandag formiddag.

- MitID.dk er utilgængelig i øjeblikket. Vi arbejder på en løsning, står der på hjemmesiden.

På siden digitaliser.dk, som drives af Digitaliseringsstyrelsen, fremgår det, at det ikke er muligt at benytte MitID på tværs af alle tjenester.

Problemet opstod omkring klokken 08.40, lyder det.

- Leverandøren er i gang med at fejlsøge, skriver MitID på siden.

Kl. 08.18

Advarsel til bilister: Pas på dødt dyr på hovedvej

Bilister på rute 13 fra Viborg mod Vejle skal være opmærksomme, når de kommer til strækningen mellem Nørre Snede Øst og Tørring. 

Det skriver Vejdirektoratets trafikcenter. 

Der ligger nemlig et dødt dyr på vejen, som kan betyde risiko for hårde opbremsninger og farlige situationer. 

Kl. 08.05

Jesper fik næsten-ulykke på video: Nu er kvinde på videoen sigtet

Jesper Rud Bergmann optog en video, som viser et øjeblik i trafikken, som kunne være gået helt, helt galt. 

En bilist kører på videoen over hajtænder og ubetinget vigepligt i krydset mellem Mads Eg Damgaards Vej og Mørupvej i Herning - og kører ud foran en anden bil, som vedkommende er millimeter fra at brage ind i. 

Nu er bilisten fundet. Det oplyser politiassistent Andreas Suhr fra lokalpolitiet i Herning. 

Det viser sig at være en 25-årig kvinde fra Herning, som nu er sigtet for overtrædelse af færdselsloven. Ifølge politiassistenten får kvinden et klip i kørekortet og en bøde for forseelsen. 

- Som udgangspunkt giver en vigepligtsforseelse et klip, og så er det op til anklagemyndigheden at vurdere om der er andre omstændigheder, som gør at sagen skal videre i retssystemet. Som udgangspunkt får bilisten derfor en bøde og et klip i kortet, siger Andreas Suhr. 

0:04
Nærulykken blev også filmet af Christina Larsens bil.
Kl. 07.35

FCM-anfører efter nederlag i Brøndby: Det skulle jo ske

FC Midtjylland havde indtil søndag ikke tabt en kamp i Superligaen siden april, så det skulle jo ske på et tidspunkt.

Det siger klubbens anfører, Mads Bech Sørensen, efter 0-2-nederlaget til Brøndby på udebane søndag.

- Det gælder om at komme videre og ovenpå igen. Der er en landsholdspause nu, hvor vi kan få hvilet benene lidt, og så er vi klar til at køre på igen, siger holdets anfører til klubbens hjemmeside.

Marginalerne var små, men Brøndby var "lige fem procent skarpere" end midtjyderne, forklarer Mads Bech Sørensen.

Kl. 05.44

19-årig får bøde for at lade nøgle sidde i bilen

En 19-årigs letsind førte natten til mandag til en vild biljagt gennem Skives gader. 

Da han omkring midnatstid parkerede sin bil ved en tankstation på Mors blev bilen stjålet - og det første til en jagt, som endte, da tyven kørte galt i centrum af Skive. 

Læs hele historien her: