Kort nyt
Seks gange på et døgn slog butikstyv til efter én bestemt ting
En tørstig herre tog seks gange for sig i butikkers kølemontrer.
En meget tørstig butikstyv har flittigt besøgt Hernings to 7-Eleven-butikker det seneste døgn.
Og det er ikke tilfældige varer, han er gået efter. Den 46-årige tyv har været målrettet og ensartet i sin fremgangsmetode.
- Han går hen til i kølemontreren, tager en Guldøl, knapper den op og drikker den, siger Erik Kristensen, der er politikommissær ved lokalpolitiet i Herning.
Han har besøgt en 7-Eleven-butik på banegården og en i Møllegade i alt seks gange på et døgn, men sjette gang kunne han ikke slippe af sted med det længere.
Klokken 07.30 onsdag morgen sendte politiet den 46-årige mand, der kommer fra Sindal i Nordjylland, i detentionen i Holstebro.
Han havde ellers lovet, at forrige gang var den sidste.
- Da vi traf ham klokken 05.42, lovede han at tage toget tilbage til Sindal, men det gjorde han så ikke, siger Erik Kristensen.
Manden fra Sindal er blevet sigtet for butikstyveri og skal sidde i detentionen, indtil han kan tage vare på sig selv, oplyser politikommissæren.
Toiletskur brændt ned til grunden
Meget tyder på, at der tirsdag morgen var en brandstifter på spil ved Stenbjerg Landingsplads i Thisted Kommune.
Klokken 05.20 blev Nordjyllands Beredskab kaldt til landingspladsen, hvor der var ild i en toiletbygning af træ. Der var dog ikke meget, brandfolkene kunne stille op.
Toiletbygningen på to gange tre meter er helt nedbrændt, oplyser lokalpolitiet i Thisted, der formoder, at branden var påsat og gerne hører fra eventuelle vidner i sagen.
Politiet kan kontaktes på telefon 114.
Betonmedarbejder strandet midt i å
Midtjysk Brand og Redning måtte tirsdag eftermiddag i aktion, da en håndværker var blevet nødstedt i Gudenåen ved Langebro i Silkeborg.
To minigravere stjålet fra hvert sit sted
Tyvene vidste tilsyneladende helt, hvad de gik efter, da der natten til mandag var indbrud på en landejendom på Tøndborgvej nord for Silkeborg.
Lokalpolitiet i Silkeborg oplyser, at de ubudne gæster brød en port op og forsvandt med en minigraver til 140.000 kroner.
- Det virker til, at de gik målrettet efter minigraveren. De har ikke taget andet med sig og må have haft et køretøj og en trailer til at fragte den væk med, konstaterer politiassistent Carsten Holm.
Politiet vil gerne have et tip på telefon 114, hvis nogen har set noget i forbindelse med tyveriet eller skulle se entreprenørmaskinen sat til salg.
Minigraven var af mærket Kobota SR 9 og årgang 2006.
I Ryde nordøst for Holstebro er der også blevet stjålet en minigraver til en værdi af 53.000 kroner. Det er sket i løbet af weekenden, oplyser Torben Ladefoged fra lokalpolitiet i Holstebro.
- Der er nogle slæbespor på stedet, og man har også flyttet en trailer for at kunne komme til den, siger han og tilføjer, at minigraveren var privatejet.
Står til stor bøde for salg af puff bars
En 26-årig kvinde fra Salling har tilsyneladende drevet en omfattende forretning med at sælge ulovlige puff bars - en slags e-cigaretter med forskellige smagsvarianter - via postordre.
Politiassistent Niels Bach fra lokalpolitiet i Skive oplyser, at told- og skattemyndighederne har den regel, at man får en bøde på 10.000 kroner for hver smagsvariant, man ligger inde med.
- Jeg vurderer, at vi fandt i hvert fald fandt 20 forskellige varianter, så det bliver en temmelig bekostelig affære, siger Niels Bach.
Asylcenter blev midtpunkt for uoverensstemmelse
Klokken 19.22 mandag aften stjal en 42-årig mand en luftpistol fra en 48-årig mand på asylcenteret på Lægårdvej i Holstebro, oplyser lokalpolitiet i Holstebro.
Den 48-årige mand konfronterede den 42-årige mand, hvilket resulterede i slag mod den 48-årige.
Politiet anholdte den 42-årige mand på stedet og har beholdt ham natten over.
- Vi har her til morgen valgt, at han ikke skal fremstilles ved grundlovsforhør. Derfor bliver han løsladt hen ad dagen, fortæller Torben Ladefoged fra lokalpolitiet i Holstebro.
Johnny Madsen er død efter længere tids sygdom
Musiker og kunstner Johnny Madsen er død i en alder af 73 år.
Han er død efter længere tids sygdom.
Det skriver hans søn på den folkekære musikers facebookside.
Følg vores liveblog med reaktioner herunder.
Nyt fra retsmedicinerne om brand, hvor 59-årig døde
Lokalpolitiet i Thisted har nu modtaget en foreløbig konklusion fra retsmedicinerne i sagen om en mand, der søndag formiddag blev fundet død i forbindelse med en villabrand i Stagstrup syd for Thisted.
- Der er intet, der indikerer noget mistænkeligt i dødsfaldet, siger politikommissær Henrik Jensen om den foreløbige obduktionsrapport fra Retsmedicinsk Institut i Aarhus.
Ordensmagten er dog ikke klar til endeligt at lukke sagen. Dels mangler retsmedicinerne stadig svar på nogle prøver, og politiet mangler også at følge op på enkelte afhøringer og tekniske spor.
Politikommissær Henrik Jensen forventer, at der kan gå et par uger, inden der kommer svar på de sidste spørgsmål.
Politiet vurderer, at den omkomne var husets 59-årige beboer, men vedkommende er ikke endeligt identificeret.
Indbrud: Brød pengeskab op med vinkelsliber
Natten til mandag oplevede en eksportvirksomhed på Gl. Landevej i Hemmet, at en eller flere gerningsmænd brød ind og stjal et større kontantbeløb fra et pengeskab, oplyser lokalpolitiet i Ringkøbing.
Der er blevet opbrudt et vindue, hvorefter gerningsmændene er forsat ind på virksomhedens kontor for at bryde pengeskabet op.
- Vi kan se ud fra skaderne, at der er blevet brugt en vinkelsliber, så det har taget et par timer, formoder Martin Bjerg, der er politiassistent hos lokalpolitiet i Ringkøbing.
Gerningsmændene slap afsted med et større kontantbeløb, og politiet mistænker, at det ikke var tilfældigt, at netop det pengeskab er blevet tømt.
- Det kunne tyde på, at der er tale om insiderviden. Der er gået meget specifikt efter pengeskabet, så vi mistænker, at vedkommende måske har haft kendskab til beløbet, det indeholdt, uddyber Martin Bjerg.
Politiet har sikret gerningsstedet og indsamlet bevismateriale.
Vestas får kurstæsk på børsen efter regnskab
Vindmølleproducenten Vestas brager ned på børsen, efter at selskabet har præsenteret sit regnskab for tredje kvartal tirsdag morgen.
Efter cirka 45 minutters handel står Vestas til et fald på over ti procent.
I tredje kvartal har Vestas tjent 127 millioner euro, svarende til cirka 947 millioner kroner. Det er 99 millioner euro mere end i samme kvartal i 2023.
Ser man derimod på selskabets resultat for årets første ni måneder, finder man et underskud på 104 millioner euro, svarende til cirka 776 millioner kroner.
Følg vores liveblog herunder.
Vestas ordrebog har aldrig været tykkere end nu
Hos Vestas behøver man ikke være bange for at løbe tør for idéer til, hvad man skal sætte de ansatte til at lave. Selskabet tog i tredje kvartal af det igangværende regnskabsår nye ordrer ind på vindmøller svarende til en kapacitet på 4,4 gigawatt.
Vindmølleproducenten Vestas har afventende ordrer på turbiner for 28 milliarder euro, hvilket er rekord.
Tæller man serviceforretningen med, svulmer ordrebogen til 63,4 milliarder kroner, hvilket er 9,4 milliarder euro højere end for et år siden.
Vestas omsatte for 5,2 milliarder euro i kvartalet og opnåede et resultat efter skat på 127 millioner euro i perioden.
Tabt gods i rundkørsel
Pas På!
Sådan lyder det fra Vejdirektoratet, da der er tabt gods på Rute 15 fra Ringkøbing mod Herning mellem Videbæk og Barde.
Det drejer sig om en stor sten i rundkørslen. Vejhjælpen er på vej, så vær opmærksom indtil da.
Opdateret klokken 08.40:
Stenen i rundkørslen er fjernet. Så trafikken kører, som den skal igen.
Endnu et DanCenter-mareridt: - Jeg føler mig til grin
Mug i køleskabet, el-installationer der ikke er dækket af og beskidt køkkeninventar. Det er blot nogle af tingene, der var galt i det sommerhus, som Mette Ditlevsen havde lejet i Sverige.
- Jeg føler mig jo til grin. Hvis vi havde vidst, hvordan virkeligheden var, så ville jeg aldrig have lejet huset, fortæller Mette Ditlevsen.
Se de vilde billeder af falken midt i frokosten
Robert Ahrenhold, der går under kunstnernavnet Shanti Lfe, fangede et gyldent øjeblik af falkens frokostfangst.
Vej i Viborg lukket
Vejdirektoratet oplyser om en større omkørsel i Viborg. Det skyldes, at Tingvej vil være lukket fra klokken 08.00 til 17.00 i dag.
Vejlukningen skyldes en større begivenhed, så der opfordres til at følge omkørselskiltene.
Kedelig grådag i vente
Dagen starter ud med diset vejr med mulighed for tågebanke visse steder, oplyser DMI. Ellers vil dagen forløbe mild og grå. Der kan hen ad dagen være periodisk finregn. Temperaturen vil lægge på en otte til ti grader.
- Jeg kan vidst roligt sige, vi ingen solskin vil få i dag, lyder det fra Henning Gisselø, meteorolog, DMI.
Tidligere udenrigsminister følger præsidentvalget tæt
Den tidligere udenrigsminister Kristian Jensen følger det amerikanske præsidentvalg fra landets hovedstad, Washington D.C.
Som direktør i interesseorganisation Green Power Denmark håber han, at Kamala Harris bliver USA's første kvindelige præsident.
- Der er masser af følelser i spil. Det betyder rigtig meget, lyder det.
Fornem pris til vestjysk restaurant
Restaurant Tri i Agger kan nu prale med at have lavet "årets ret med fisk & skaldyr 2024".
Michelin-restauranten har mandag aften vundet netop den kategori ved uddelingen af de såkaldte White Guide-statuetter på Axelborg i København.
Landbrug & Fødevarer, som står for uddelingen, begrunder valget af Restaurant Tri således:
- Restaurant Tri løb med sejren for deres innovative tilgang og nænsomme håndtering af de mange lokale råvarer, de har til rådighed oppe omkring den nordvestjyske landsby Agger.
Restaurant Tri var nomineret til yderligere tre priser.
Klar opfordring til yngre kvinder
Charlotte Lauritsen fra Sevel har et vigtigt budskab til alle kvinder - og især til de yngre.
- Kom afsted. Det er bare 10 minutter, og så er det overstået.
Det kniber nemlig for yngre kvinder at komme afsted til screeningerne for livmoderhalskræft, oplyser Kræftens Bekæmpelse.
Charlotte Lauritsen har selv været en af de kvinder, der sprang en screening over. Det har hun haft god grund til at fortryde siden. Hun blev nemlig ramt af livmoderhalskræft.
Træner har sovet dårligt
1-5 på hjemmebane. Den gør ondt i selvforståelsen hos FC Midtjylland.
Cheftræner Thomas Thomasberg er da også mærket dagen derpå. Dagen efter, at FCM led sig største superliga-nederlag på hjemmebane nogensinde i søndagens kamp mod Brøndby.
- Jeg plejer at sige, at jeg sover godt, men i går var det svært at få tankerne væk fra kampen. Og jeg vågnede også tidligere, end jeg plejer, fortæller han.
Brand i lade - kreaturer gennet ud
Der er mandag aften udbrudt brand i en lade på Furvej nord for Skive. Alarmen kom klokken 21.41.
- Da vores patrulje ankommer, er laden overtændt, fortæller vagtchef Viggo Rækby fra Midt- og Vestjyllands Politi.
Han fortæller videre, at flammerne på et tidspunkt stod op gennem taget, men nu er branden under kontrol, lyder meldingen.
Vagtchefen fortæller, at der var nogle kreaturer i den ene ende af laden. De er blevet gennet ud.