Nedlagt børnehave får nyt liv: Nu flytter 20 ukrainske flygtninge ind
Struer Kommune åbner lørdag en ellers lukket børnehave, hvor fire ukrainske familier flytter ind.
Der var egentlig lukket og slukket, men nu tændes lyset igen for fire ukrainske flygtningefamilier.
Lørdag klokken 11.00 rykker 20 ukrainere ind i Børnehuset Struerdalvej, der tidligere har huset børnehavebørn.
- Vi har skulle finde nogle overnatningsmuligheder i en fart og bespise dem, som kommer her, og her er nogle ledige kvadratmeter, som hurtigt kan indrettes, fortæller Mads Jakobsen, der er borgmester i Struer.
Kommunen blev kontaktet torsdag og allerede dagen efter stod den møbleret og klar til at modtage familierne.
- Der er ydet en stor indsats fra vores kolleger dels med at få lokalerne gjort rene og med at få fundet senge, sengetøj og håndklæder. Der er også blevet købt mad ind til køleskabet, lyder det fra borgmesteren.
Faktisk er det gået så hurtigt, at lovhjemmelen ikke var på plads, da kommunen gik i gang med at gøre børnehaven klar.
-Der er krig i Europa og ukrainere på flugt. Det, synes jeg, kalder på, at vi besinder os på at hjælpe, hvor vi kan, siger han.
Flere kan være på vej
Viktoriia Pasichenko kommer selv fra Ukraine og har fungeret som bindeled mellem familierne og kommunen. Hun ser frem til at tage imod de nye indbyggere i morgen.
- Det er svært at vide, hvordan det bliver. Der er ingen, som har prøvet det før. Jeg er så glad for at kommunen vil hjælpe, siger hun.
I første omgang ankommer de 20 i morgen, men borgmesteren fortæller, at der nemt kan redes op til ti mere. Derudover har kommunen gik på flere sengepladser.
- Så har vi kig på et plejehjem, hvor der står en fløj tom. Vi ved også, at Grand Hotel har ringet og sagt, hvis der mangler, så kan de finde 15 pladser. Så der er mange, som vil hjælpe, fortæller Mads Jakobsen.
Det er endnu uvist, hvor lang tid de fire familier skal bo i den nedlagte børnehave
- Det kommer vi til at snakke med den enkelte familie om.