Mikael er langt fra den eneste, der tyer til alternativ dating

Flere gør som Mikael og tyer til andre metoder i forsøget på at finde en kæreste. Det er udtryk for en modreaktion, mener ekspert.

2:02
Mikael Wienberg Pedersen går nye veje i jagten på en kæreste og har fået mange henvendelser.

Sidder du også og river dig selv i håret over den online datingkultur, hvor man kan takke ja eller nej til mennesker med et enkelt strøg med tommelfingeren? 

Så er du ikke alene. 

Det var netop datingappen Tinder, der fik 29-årige Mikael Wienberg Pedersen til at kvitte det online datingmarked og i stedet afsøge kærligheden på anden vis. 

Det blev til et hjemmekreeret skilt sat op på hovedvejen tæt ved Kongensbro Kro mellem Bjerringbro og Silkeborg. 

Fyr søger kæreste, står der med sorte bogstaver på blå baggrund. 

Ifølge parterapeut, sexolog og antropolog Julie Houe er Mikael Wienberg Pedersen langt fra alene om de mere opfindsomme måder at jagte den store kærlighed på. Det er en hel tendens, som folk er begyndt på. 

- Det er en modreaktion, lyder det fra Julie Houe. 

- Jeg tror, det er en meget naturlig reaktion på, at vores datingliv er blevet overtaget digitalt, siger hun. 

Julie Houe er parterapeut, sexolog og antropolog.
Julie Houe er parterapeut, sexolog og antropolog.
Foto: Jens Svenning, TV MIDTVEST

Mikael er ikke alene

Julie Houe beskriver den nye tendens som et pendul. Når det svinger til den ene yderlighed, som man har set med online dating, så vil man typisk se et sving tilbage med en modtendens. 

Så selvom Mikaels hjemmelavede skilt er en kreativ løsning på datingproblematikken, så er han ikke den eneste, der tyer til kreative måder at finde en kæreste. 

- Han er et lokalt udtryk for en global tendens, der er stadigt voksende, lyder det fra Julie Houe. 

Udover at skrive skilte og sende dem ud i æteren, så fortæller Julie Houe også om virksomheder, der producerer smykker, som indikerer, at man er single og klar til at finde en kæreste. 

- Vi er ved at indse fejlen ved den maskine, vi har lavet, lyder det fra eksperten. 

Vi skal genopfinde vores datingliv

Derfor kalder tendensen nu på, at vi skal tilbage og møde mennesker i virkeligheden. 

Her henviser Julie Houe til dating i gamle dage. 

Her fandt vi vores partnere i lokalområdet, hvor der ikke var mange valgmuligheder. 

Og det er netop valgmulighederne, der er vor tids største problematik, når det kommer til dating. 

- Folk lider af en træthed over de mange valg, siger Julie Houe. 

Der er for mange valgmuligheder, og det gør, at folk bliver mættede på at vælge en potentiel kæreste online. 

Mænd har det sværest 

Det er ifølge Julie Houe særligt mændene, som har meget trange kår. 

I hendes praksis som terapeut møder hun mange mænd, som har svært ved datingkulturen i dag, fordi den er rykket online. 

-  Det kan være svært at møde nogen i virkeligheden, fordi vi er mere lukket omkring vores fællesskaber i dag, siger hun. 

En artikel fra det amerikanske tidsskrift The Bold Italic fra 2021 viser, at hvor kvinder i gennemsnit skal swipe cirka tre gange for at få et match på datingappen Tinder, så skal mænd tilsvarende swipe 50 gange for at få et match. 

Derfor kommer den nye tendens med hjemmelavede skilte eller single-armbånd heller ikke bag på eksperten. 

- Selvfølgelig ville det ske. Det var bare et spørgsmål om tid, siger Julie Houe.