Spørgsmålet er det samme - men nu er svaret et andet, når man googler hendes alder

Man kan dog stadig komme galt afsted, hvis man tager resultaterne for gode varer.

1:26
Hør Vibeke Nipper fortælle om den oplevelse, hun havde i september.
Foto: Bent Løkke Leth, TV MIDTVEST

På et par uger er Vibeke Nipper gået fra at være en 32-årig paraatlet til at være 62 år og lave alt mulig andet end paraatletik.

Det står klart, efter Google har ændret de resultater, der bliver fremhævet ved specifikke søgninger, der knytter sig til Vibeke Nipper, som blandt andet er kendt fra TV MIDTVESTs Fotovognen.

Det viser Google-søgninger, som TV MIDTVEST har foretaget mandag.

- Det er en lillebitte smule ærgerligt at blive 30 år ældre nærmest overnight, men det er meget godt, siger Vibeke Nipper med et smil.

I midten af september kunne TV MIDTVEST fortælle, at Google-søgningen "Hvor gammel er Vibeke Nipper?" fik Google til at fremhæve et forkert resultat, der kunne give indtrykket af, at hun er 32 år gammel og paraatlet.

I forlængelse heraf opfordrede Vibeke Nipper, til at man forholder sig kritisk over for de resultater, man finder på Google.

- Det kommer bag på mig

TV MIDTVEST har siden midten af september løbende tjekket, hvilke resultater, der bliver fremhævet i relation til Vibeke Nipper.

Nu viser det sig, at resultaterne er blevet ændret, så der vises oplysninger, der stemmer overens med virkeligheden.

- Det kommer bag på mig, at Google tager det alvorligt og får det rettet forholdsvist hurtigt.

- Jeg er ikke vigtig eller meget kendt som mange andre. Men det er godt, at det bliver rettet, fastslår Vibeke Nipper

Søgningen "hvor gammel er Vibeke Nipper?" viser nu, at Vibeke Nipper er 62 år, hvilket er korrekt.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Nyt resultat
Foto: Skærmbillede / Google

Søgning viser stadig forkert

Det er uvist hvornår de fremhævede uddrage er blevet ændret, men Google har tidligere oplyst, at søgegiganten er interesseret i at blive oplyst om fejlagtige resultater.

Søgningen "Hvor bor Vibeke Nipper?" givet fortsat et forkert indtryk, da det bliver fremhævet, at Vibeke Nipper bor i Aalborg og ikke Holstebro, som er tilfældet.

Nu henvises der til en TV MIDTVEST-artikel, hvor de fejlagtige søgeresultater omtales.

Hvis man oplever fejl i Googles resultater, bør man fortælle det til Google, har det tidligere lydt det fra kommunikationschef i Google Danmark Jesper Vangkilde:

- Der er en lille feedback-knap, hvor man kan fortælle, hvad der er forkert. Bagefter kigger vi på det med menneskeøjne, har han understreget.

Vibeke Nipper har ikke selv gjort Google opmærksom på de fejlagtige resultater.

Det er uvist, hvornår søgeresultater knyttet til Vibeke Nippers bopæl bliver ændret.