Politi advarer: Børn deler seksuelle videoer af sig selv
Det er normalt, at børn udforsker seksualitet, men det bliver farligt, når det ender på nettet, siger politi.
Børn helt ned i seksårsalderen publicerer indhold med sig selv med seksuelle undertoner.
Sådan lyder advarslen fra Rigspolitiets særlige enhed National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) i en pressemeddelelse.
NSK har oplevet flere sager, hvor børn helt ned til seksårsalderen frivilligt og helt på egen hånd har lavet seksuelle videoer med sig selv og uploadet dem til platforme som YouTube, Instagram og TikTok.
Politikommissær Flemming Kjærside fra NSK kalder det en bekymrende udvikling, som forældrene skal være med til at stoppe.
- Vi håber at få gjort forældre opmærksomme på, at man jo hele tiden skal have en snak med sine børn om, hvad der foregår på nettet, lige som vi snakker om, hvad der sker i skolen, til sport eller spejder.
- Masser af børn uploader eksempelvis dansevideoer og lægger på TikTok. Men når der bliver tale om seksualiserede optagelser, så skal vi råbe vagt i gevær, siger han.
Han nævner som et eksempel en video, hvor børnene taler direkte til kameraet om, hvad der skal foregå. I en anden optagelse advarer tre mindreårige drenge om, at "denne video kun er for voksne over 18 år".
- Jeg er ikke ude på at udstille børn. Men når et barn benytter nogle genstande eksempelvis en pige, der stikker nogle genstande op i sig selv eller bruger sine fingre til at gøre noget, mens hun optager det med sin mobiltelefon, så har vi et problem, siger Flemming Kjærside.
Ifølge politiet fjerner platformene som regel hurtigt denne type uploadede videoer og anmelder det til politiet. Men en video kan nå både at blive set og kopieret, før den fjernes, lyder advarslen.
Politiet har kendskab til ti konkrete sager, men advarer om fænomenet nu for at forhindre det i at eskalere.
Flemming Kjærside har kendskab til 5-6 sager det seneste halve år, men siger, at der er et stort mørketal.
Det er ikke kun et dansk fænomen. Også udenlandske samarbejdspartnere til NSK har rapporteret om samme tendens.
/ritzau/