Slud gav biler på afveje

Flere biler kom på afveje, da onsdag aften pludselig bød på slud og lave vejtemperaturer.

Et par timer med slud gav spejlglatte veje i Midt- og Vestjylland.
Et par timer med slud gav spejlglatte veje i Midt- og Vestjylland.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Da der onsdag aften kom slud på vejene, var der flere biler, der røg af. 

Det oplyser vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Lars Even. 

- Der var lige et par timer, hvor vejene blev rigtig glatte, og det gav en håndfuld uheld. Der var ikke umiddelbart personskade forbundet med det, men det gav lidt arbejde, siger vagtchefen. 

Måtte save forrude ud

Et af de steder, hvor det gik galt var på Kappelvej i Lemvig. Her var en 27-årig mand fra området omkring klokken 22.00 i et solouheld, hvor bilen væltede. Bilens chauffør måtte derfor have assistance til at komme ud. Det fortæller indsatsleder ved Nordvestjyllands Brandvæsen, Jean Warming, der hjalp til på stedet. 

- Manden kørte ind i noget autoværn, og i den forbindelse endte bilen på siden. Vi savede forruden på bilen ud, og fik føreren ud den vej, siger Jean Warming. 

Udover Lemvig er der også sket uheld på Herningmotorvejen, ved Kølkær og på Mors. 

Torsdag morgen skulle trafikken glide nogenlunde sikkert, men vejtemperaturerne er lave. Flere steder i Thisted Kommune ligger de helt nede på frysepunktet.