Steenberg ny næstformand i Radikale Venstre: - Det kommer på en baggrund, som jeg er meget ked af
Stillingen er midlertidig. Andreas Steenberg regner med, at en ny ledelse konstitueres efter efterårsferien.
Onsdag viste sig at blive et turbulent døgn for Radikale Venstre. Morten Østergaard gik af som politisk leder efter sexismesagen omhandlende en hånd på låret af Lotte Rod for ni år siden, og Sofie Carsten Nielsen erstattede ham som politisk leder.
Sofie Carsten Nielsen bestred næstformandspladsen, og den er nu midlertidigt gået videre til Andreas Steenberg.
- Jeg er stolt og glad over, indtil videre, at have den post og støtte og tillid fra gruppen, fortæller Andreas Steenberg og fortsætter:
- Det kommer på en baggrund, som jeg er meget ked af. Det er stadig svært at sætte ord på.
Steenberg er valgt som midlertidig næstformand, og han forventer, at der efter efterårsferien bliver konstitueret en ny ledelse i partiet.
Partiet står dårligt
For den nye næstformand var onsdag et døgn, som endte med, at Morten Østergaard måtte tage den ultimative konsekvens ved at stoppe som politisk leder.
- Man kan ikke sige, at det stiller os godt. Jeg må bare sige, at jeg har stor respekt for, at Morten tager det, jeg kalder den ultimative konsekvens og på den måde sætter partiet foran sig selv. Det har jeg meget stor respekt for, at han gør, siger Andreas Steenberg.
Men sagen handler internt i Radikale Venstre ikke om hånden på låret – men håndteringen af sagen.
- Det er jo ikke den hånd på låret for 10 år siden. Det er det, at der ikke blev talt åbent om det. Det er det, de andre medier kalder håndteringen af sagen. Som Morten Østergaard siger, så har han svigtet gruppens tillid, og så går han af.
Nu skal der ses fremad
Andreas Steenberg, Sofie Carsten Nielsen og resten af Radikale Venstre skal nu kigge fremad, så der kan komme ro på partiet. Både internt og eksternt.
Men det kommer til at tage noget tid for Andreas Steenberg, før han for alvor kan lægge afstand til sagen.
- Jeg vidste ikke, det skulle ske, da jeg stod op i går morges. At kalde døgnet for hektisk er en vestjysk måde at gøre det på. Jeg er stadig lidt tom for ord over, hvad der skete. Jeg er selvfølgelig glad for at få den tillid og er klar til at levere et stykke politisk arbejde som næstformand. Det skal vi i gang med, for det er der brug for, fortæller Andreas Steenberg.