Stor forskel på ældreudgifter i Midt- og vestjylland

Der er store forskelle på, hvor meget kommunerne bruger på ældreområdet. Det viser en gennemgang af data over kommunernes udgifter, som FOA har lavet.

Den hjælp, man får som ældre, er helt afhængig af, hvor man bor. I hvert fald hvis man gør det op i kommunernes udgifter til ældre borgere over 67 år. 

Det skriver FOA i en pressemeddelelse. 

Det er forskelligt, hvor mange penge hver kommune sætter af til de ældre. I Region Midtjylland bruger Ikast-Brande Kommune eksempelvis knap 49.000 kroner i gennemsnit pr. borger over 67 år i 2024, mens man i Struer Kommune bruger knap 42.000 kroner. 

Det viser en gennemgang af kommunernes ældreudgifter, som FOA har lavet.

Forskellen kan mærkes 

FOA mener, at forskellen kan mærkes på kvaliteten af pleje og omsorg. 

- Der kan være mange grunde til, at kommunerne har forskellige udgifter. God ældrepleje handler om mange ting, men det er klart, at man ikke kan levere den samme kvalitet i plejen til de ældre borgere for en hel femtedel mindre. Jeg synes, at vi har brug for at se nærmere på, hvordan så store forskelle kan opstå, siger Tanja Nielsen, der er formand for Social- og Sundhedssektoren i FOA.

Tanja Nielsen peger på, at mange kommuner lige nu laver såkaldte budgettilpasninger, som dækker over yderligere beskæringer på ældreområdet.

- Det kan vi ikke være bekendt, siger hun.