Vejdirektoratet efter store trafikale problemer: Alt er ude at køre
Sneplove og saltbiler kører på højtryk på statsvejene for at fjerne den sne, der falder flere steder i landsdelen.
Temperaturen ligger flere steder markant under frysepunktet, og torsdag morgen er der faldet sne flere steder.
Vejret har givet store trafikale problemer, og flere bilister har kørt mellem 30 og 40 kilometer i timen på motorvejene.
Hos Vejdirektoratet, som står for at rydde statsvejene, har de særligt travlt grundet vintervejret, oplyser vagthavende i trafikcenteret Martin Rytoft.
- Alt materiel er ude at køre – det er blandet andet sneplove og saltbiler. Dem har vi kørt kontinuerligt med siden i går i hele landet, fortæller han og tilføjer, at vejret giver udfordringer:
- Sneen skal jo lige falde, før vi kan fjerne den. Men vi snerydder, så hurtigt vi nu kan.
Sneplove kører langsomt
Flere trafikanter kan have bemærket, at de store sneplove kører langsomt på vejene, men det er der en simpel årsag til.
Ifølge Carina Frandsen, der er leder af driftscentralen i Vejdirektoratet, kører sneplovene nemlig med en særlig plov.
- Snerydningen går langsomt lige nu, fordi de nu kører med et særligt skær, og så kører man lidt langsommere, fordi ellers kan man ødelægge vejene – og det kan være hårdt for ploven også. Det kan altså være en af grundende til, der er trafikale udfordringer, forklarer hun.
Lederen opfordrer desuden alle til at køre efter vejrforholdene og anbefaler alle at køre hjemmefra i god tid.
- Vi forventer, der falder flere snebyger, og vi fortsætter med at rydde vejene. Lige nu passer vi også på, at vi ikke får kørt noget fast, så vi undgår isklumper på vejene, siger Carina Frandsen.
Du kan følge trafikken her på Vejdirektoratets hjemmeside.