Tyv tog makrel og laks fra køleskabet - og det er ikke første gang, den atypsiske indbrudstyv er på spil

I to sommerhusområder nær Silkeborg tager private nu sagen i egne hånd, fortæller politiet.

Det er som regel indhold fra køleskabet, den særlige indbrudstyv går efter.
Det er som regel indhold fra køleskabet, den særlige indbrudstyv går efter.
Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Det har stået på i en måned, at nogen bryder ind i sommerhuse i to områder nær Silkeborg. 

Men det er ikke dyre designermøbler, kontanter eller tv'et, som ryger. Det er køleskabet, der får besøg, og mad og tøj, som den formodede indbrudstyv tager med sig - og så ryger vedkommende selv.  

Det fortæller lokalpolitiet i Silkeborg. 

En sulten tyv

Tidligere har en sulten tyv været forbi otte huse i sommerhusområdet Teglgårdsparken tæt ved Silkeborg.

I sidste uge skete lignende i området Truust, hvor to sommerhusejere meldte en ubuden gæst. 

I det ene hus var der ingenting stjålet, mens der i det andet var nappet laks fra køleskabet, som vedkommende havde brugt et skærebræt til at spise med. 

- Det er basale fornødenheder, de går efter. Det er jo sommerhuse, så der er sjældent dyre ting, som står der, siger Peter Justesen fra lokalpolitiet. 

Den ubudne gæst havde også taget makrel frem på køkkenbordet, og taget laksen med ind i soveværelset, hvor ejeren fandt skærebræt - og cigaretter. 

- Han har formentlig spist i soveværelset og også lige taget sig en smøg, siger Peter Justesen. 

Skaber utryghed

Han fortæller, at politiet formoder, at der er tale om den samme mand, som bryder ind i de - ofte tomme - sommerhuse. 

- Men det skaber utryghed, og beboerne ude i området, som bor der fast, har sat privat vagtværn op, hvor de går rundt og holder øje, fortæller Peter Justesen. 

- Vi har også været derude og lavet målrettet indsats, men vi har endnu ikke fundet frem til den mistænkte, siger han.