Dina til dagens vigtigste kamp: Dejligt, at tiden går med noget meningsfuldt

Verdensmesteren Dina Thorslund forsvarer lørdag aften sin VM-titel i bantamvægt. Men først skal hun have en dag til at gå på en meningsfuld måde.

0:33
Forud for aftenens vigtige titelkamp så stod lørdag formiddag på en kold opvarming på Mejdal Station for Dina Thorslund. Her skulle hun se sin søn spille U8-kamp.
Foto: Frederik Helms, TV MIDTVEST

For bokseverdensmesteren fra Struer Dina Thorslund er lørdagen sådan en af de dage, der bare skal gå. Heldigvis havde hun en - ifølge hendes selv - endnu vigtigere kamp på programmet lørdag formiddag.  

- Det eneste, der er vigtigere end min karriere, det er jo min søn. Så det har jeg tid og overskud til, siger hun og hopper lidt. Der blæser en nådesløs kold forårsvind over stadion i Mejdal lørdag formiddag. 

Dina Thorslund bruger ventetiden før aftenens boksebrag i Gråkjær Arena til at se sin søn spille fodbold U8 fodbold med Struer Boldklub i Mejdal.  

- Jeg har taget skitøj på. Så går det, siger hun med et grin.

- Jeg skal ikke bruge meget energi på at stå her og smile og klappe. Det er dejligt at få tiden til at gå med noget, der giver mening, siger verdensmesteren. 

Om ti timers tid er det hende selv, der skal kæmpe. Lørdag aften vil den 24-årige venezuelanske bokser Niorkis Carreno forsøge at tage VM-titlen i bantamvægt fra Dina Thorslund foran tusindvis af tilskuere i Gråkjær Arena. 

Dina Thorslund får formiddagen til at gå med noget meningsfyldt på boldbanerne i Mejdal.
Dina Thorslund får formiddagen til at gå med noget meningsfyldt på boldbanerne i Mejdal.
Foto: Frederik Helms, TV MIDTVEST

 - Jeg har det godt, siger Dina Thorslund, og begynder at beskrive dagens program, der bortset fra U8 fodboldkamp sådan set bare skal overstås. 

- Det foregår egentlig meget stille og roligt. Jeg skal egentlig bare spise og drikke og slappe af. Og så skal jeg gentage det et par gange eller fem. Og så bliver det aften, og så står jeg der lige pludselig. Selv om man føler dagen bare skal gå, så går den egentlig rimelig hurtigt, siger Dina Thorslund.  

Hun står på sidelinjen og ser fodbold sammen med 20-30 andre børn og voksne, der ser ud til at fryse lige så meget som hende selv. Der bliver snakket lidt om vinden og vejret, og der bliver klappet og heppet.

En medtilskuer spørger Dina Thorslund, om hun er klar. Hun forklarer, at hun glæder sig, og da hendes medtilskuer forkynder, at hun kommer til kampen, svarer Dina Thorslund. 

- Jeg skal også nok komme, og så griner hun højt.

Den fire år yngre modstander, der står overfor Thorslund lørdag aften, er kendt som en hårdtslående kvinde. I 24 professionelle opgør har venezuelaneren vundet 22 kampe. 17 på knockout.

Men Dina Thorslund satser på, det bliver en god aften alligevel.  

- Jeg har en forventning om, at det bliver en megafed aften. Det bliver en oplevelse både for mig, og for alle dem der kommer, siger hun. 

- En hård kamp. En god kamp. Og så er det mig, der vinder. Så kan det ikke blive bedre.