Thilde er uhelbredeligt syg: Nu er hun nomineret til to priser

Thilde Tøt Thomsen er 14 år og uhelbredeligt syg af kræft i hjernen. Da hun fik meldingen, valgte hun at lave en indsamling - en handling, der nu resulteret i to nomineringer til lokal prisuddeling.

Thilde Tøt Thomsen knæk cancer
Foto/Grafik: Bent Løkke Leth, TV MIDTVEST

Selvom hun fik en melding, der nok ville slå de fleste ud, så har 14-årige Thilde Tøt Thomsen ikke givet op endnu - og det er den indstilling, der nu har resulteret i, at hun er nomineret til to priser til stort prisshow i Ringkøbing-Skjern Kommune.

I sommeren 2023 fik den 14-årige teenager at vide, at hun havde en tumor i hjernen og var uhelbredeligt syg af kræft. En melding, hun ikke ville lade sig slå ud af, så for at gøre noget aktivt og hjælpe andre i hendes situation, ville hun samle penge ind til Knæk Cancer. Indsamlingen endte med at runde lige knap 750.000 kroner. 

Fredag aften bliver hun og mange andre frivillige ildsjæle, mestre og unge talenter så hyldet til West Awards i Skjern, som kommunen og FrivilligVest står bag

Du kan se meget mere til Thilde Tøt Thomsen i programmet "Thilde vil leve" herunder.

Nomineret til to priser

Thilde Tøt Thomsen lavede en indsamling tilbage i efteråret, hvor hun fik engageret og aktiveret det meste af lokalsamfundet. Det hele kulminerede i en stor fællesspisning i den lokale hal i Kloster på hendes 14-års fødselsdag. Her mødte over 400 - og altså det meste byen - op for at støtte Thilde, familien og indsamlingen. 

- Jeg vil gerne hjælpe andre folk. Nu står jeg selv i det med kræft, og det er ikke det fedeste. Så det er rart at få noget hjælp, og derfor er det også rart at kunne hjælpe Knæk Cancer med at hjælpe andre, fortalte Thilde Tøt Thomsen dengang til TV MIDTVEST. 

Og det er også det, der har betydet, at hun nu er nomineret til to ud af seks priser til det lokale prisshow. Hun er nomineret i kategorierne Årets Mønsterbryder og Årets Frivillige Sociale Indsats. 

- Hun har jo som privatperson sammen med familien på trods af sygdom fundet kræfter til at samle penge ind til en sag, der er meget større end hende selv. Derfor fortjener hun at blive nomineret, siger Carsten Leidesdorff Skov, der er leder ved FrivilligVest.

Alle har i løbet af efteråret kunnet indstille kandidater til fem af priserne. Herefter har politikerne i to forskellige udvalg godkendt nomineringerne og fundet en vinder.

Showet begynder klokken 19:30, hvor vinderne af de seks priser bliver fundet. Følg med her på TV MIDTVEST, hvor vi offentliggør vinderne efter showet.