Anders føler sig smidt under bussen: - Min chefs ord får mig til at fremstå som et fjols
Chauffør Anders Kofoed er ærgerlig over det, hans chef har forklaret om et uheld i sidste uge, hvor en lastbil påkørte en bro.
Anders Kofoed er en rutineret lastbilchauffør.
Han kører særtransport med vindmølleelementer og kender vejene langs Vestkysten fra Esbjerg til Nordjylland særdeles godt. Normalt er det nemlig ham, der kører den rute for sin arbejdsgiver Vindelsbæk Transport.
Det er den virksomhed, som onsdag i sidste uge havde en chauffør, der kørte ind i en vejbro, som går over Oddesundvej uden for Thisted.
Men lige netop den dag var det faktisk ikke Anders Kofoed, der sad bag rattet.
- Jeg havde en telefon, der var rødglødende, for folk troede jo selvfølgelig, det var mig, siger han.
Det er dog ikke den oplevelse, der har påvirket ham mest efter kollegaens uheld. Det er i stedet hans chefs håndtering af sagen.
Ledsagebiler er ikke vejvisere
Til TV MIDTVEST sagde direktør for Vindelsbæk Transport, Michael Hjuler, efter uheldet, at chaufføren, der påkørte broen, skulle have været mere opmærksom, men at særtransportchauffører har stor tillid til ledsagebilerne, hvis opgave er at vise ruten.
- Man har en transportrute, man skal køre, men de ledsagebiler, der viser vejen, glemte at dreje fra, forklarede han om årsagen til uheldet.
Men Anders Kofoed mener ikke, at ansvaret for påkørslen kan placeres hos dem, der kørte i ledsagebilerne.
- Det, vil jeg sige, er direkte forkert. Der står ingen steder, at de er vejvisere. Det er chaufførens ansvar at kunne vejen, siger han og henviser til lovens bekendtgørelse om særtransport.
Han ærgrer sig over, at hans chef sender en del af ansvaret for uheldet videre til ledsagebilerne, for i hans øjne får det ham og andre chauffører på særtransporter til at virke uprofessionelle.
- Jeg modsætter mig min chefs ord, for han får mig til at fremstå som et fjols. Hans udtalelse er lidt som at smide os under bussen. Ifølge ham kan vi egentlig bare læne os tilbage og følge bilerne, men det kan vi jo ikke.
- Der er jo også en grund til, at det hedder en ledsagebil og ikke en følgebil, siger Anders Kofoed.
Men føler du ikke også, at du nu smider en kollega under bussen?
- Jo, det er min kollega, men jeg forholder mig til, hvad der står i særtransportbekendtgørelsen. Jeg ville jo også stå på mål, hvis det var mig, der var kørt ind i broen, siger han.
Kørte fem kilometer forkert
Ifølge Anders Kofoed er hans kollega og ledsagebilerne kørt fem kilometer forkert, inden lastbilen påkørte broen.
- De skulle være drejet fra ad Næstrupvej. Det er det mest fatale sted på hele ruten ikke at få drejet, forklarer den erfarne chauffør.
Normalt går ruten derfra gennem Sjørring og Thorsted ud til Klitmøllervej og derefter Hanstholmvej for at komme tilbage på den direkte rute mod Aabybro.
Men af en eller anden grund kom både lastbilen og ledsagebilerne på afveje.
- Når der er mennesker indblandet, så vil der ske fejl, men det her må bare ikke ske, siger Anders Kofoed og tilføjer, at han jo selvfølgelig ikke kan vide, om det også en dag vil gå galt for ham.
Chaufføren bliver sigtet
Sagen ligger nu til efterforskning hos Nordjyllands Politi, der har en afdeling for sager med tung transport.
- Vi rejser som minimum en sigtelse for overtrædelse af deres rutetilladelse. Vi skal nu kigge på, om der kan være andre ting også, sagde politikommissæren.
TV MIDTVEST har kontaktet direktør Michael Hjuler, men han ønsker ikke at udtale sig, da sagen er ved at blive behandlet af både politiet og hans forsikring.