Brian tog på sin første delfinsafari: - Lige til at få tårer i øjnene

Det, der skulle være en helt normal tur på vandet, endte helt unikt for en amatør-naturfotograf fra Breum uden for Skive.

0:21
Foto: Brian Vargas Møller-Iversen, privatfoto

Som amatør-naturfotograf har oplevelserne været mange for Brian Vargas Møller-Iversen, men aldrig nogen som den han fik i Thyborøn søndag.

Her var han ombord på Delfinsafaribådene for første gang, og forventningerne var ikke skyhøje.

- Jeg har set mange andre fotografers billeder fra sådanne ture, så jeg vidste, at jeg skulle være heldig, hvis jeg så en, måske to, delfiner, fortæller Brian fra Breum.

Virkeligheden blev dog en helt anden for ham, da delfinerne sprang i højre og venstre.

- Da vi kom ud på vandet, gik det helt amok. De sprang og sprang. Det var så vildt, at selv guiden måtte finde sit kamera frem, og det, sagde han, var meget sjældent, han gjorde det.

Unik oplevelse

Delfinerne kom også til overfladen på andre måder end springende vis. De var nemlig oppe flere gange, hvor de nærmest "talte" til dem ombord og forsøgte at kommunikere med dem.

- Det var lige til at få tårer i øjnene over, så unik var oplevelsen. Det var næsten så lamslående, at jeg flere gange glemte at tage billeder af det, fordi jeg bare sugede oplevelsen til mig, siger naturfotografen.

Der blev dog tid til både billeder og videoer af de legesyge dyr, hvilket han sætter stor pris på at have nu, da han for altid vil sætte pris på, at han lige netop tog på denne tur.

- Da vi kom i land, fortalte guiden, at det langt fra var sådan her hver gang, så vi måtte ikke have forventninger til at få samme oplevelse, hvis vi kom tilbage, siger han med et grin.

Og tilbage kommer han. For selvom det var første gang, så er det bestemt ikke sidste.

- At man kan være så heldig, det har jeg været helt oppe at køre over siden. Det var bare helt fantastisk, og jeg skal helt sikkert gøre mig et forsøg igen, selvom jeg nok ikke er så heldig to gange i træk, slutter Brian Vargas Møller-Iversen.