Kommuner går sammen om ny kystrute
Thisted Kommune poster penge i et nyt kystspor mellem Blokhus og Vorupør for cyklende og gående.
Thisted Kommunes økonomiudvalg har besluttet at bruge 800.000 kroner på en ny kyst- og oplevelsesrute mellem Blokhus og Vorupør. Det skriver Nordjyske.dk.
Hele projektet koster 4,3 millioner kroner og er ligeledes støttet af Jammerbugt Kommune med 800.000 kroner. Resten af beløbet dækkes af Landdistriktspuljen, Vækstforum Nordjylland og flere fonde og turistorganisationer.
- Kystsporet passer hammergodt både i forhold til mulighederne for at opleve områdets natur og til mulighederne for at udvikle turisme og lokale attraktioner, siger den socialdemokratiske borgmester i Thisted Kommune, Ulla Vestergaard til Nordjyske.
Kystrute skal gavne lokalsamfund
Kystsporet bliver en 200 kilometer langt forbindelse for cyklister, som også kan bruges af løbende og gående. Ruten vil passere Nationalpark Thy, Bulbjerg, Svinklovene, Fosdalen og byer som Klitmøller, Lild, Vester Thorup og Slettestrand.
- Det vil sikre en unik naturoplevelse kombineret med kyst- og kulturhistorien og de lokale fødevarer. Det eksakte ruteforløb og indhold planlægges sammen med eksperter på feltet, og dele af ruten udformes som etaper, så brugerne gives alternativer til at skulle cykle hele ruten, lyder det i oplægget til kommunalbestyrelsen.
Det nye kystspor forløber primært på allerede eksisterende stier og veje, som bliver forbedret og skiltet med den nye rute. Derudover skal der anlægges fem kilometer ny sti for at binde alle de eksisterende forbindelser sammen til en ny lang kystrute, som borgmesteren forventer, at lokalområderne vil være med til at promovere og lave tilbud omkring.
- Det er vigtigt, at de lokalsamfund, sporet passerer, tager medejerskab til projektet. Det kan ske ved, at lokale aktører udvikler nogle tilbud, som kan udnyttes af de, der bruger sporet, men som også kan give aktivitet lokalt, siger Ulla Vestergaard til avisen og bruger Lild Strand som eksempel. Her arbejder lokale på at lave et kreativitetshus, der også skal tilbyde overnatningsmuligheder.