Bredt flertal i Folketinget lander landbrugsaftale

Målet er at reducere med knap 8 millioner ton CO2, men aftalen sikrer reelt kun en reduktion på 1,9 millioner ton.

2:24
Aftalepartierne præsenterede aftalen på et doorstep mandag aften.
Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Der er mandag aften indgået en bred politisk aftale om et grøn omstilling af det danske landbrug.

Det sker efter timelange forhandlinger i Finansministeriet med finansminister Nicolai Wammen (S) og minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Rasmus Prehn (S) for bordenden.

Med aftalen bliver der blandt andet fastsat bindende reduktionsmål for land- og skovbrugssektorens udledning af CO2 på 55-65 procent i 2030 i forhold til udledningen i 1990.

Ifølge Nicolai Wammen er der tale om en meget ambitiøs landbrugsaftale.

- I aften kan vi præsentere en historisk aftale for dansk landbrug, men også for vores klimaindsats. Et meget stort politisk flertal på tværs af partier er blevet enige om en aftale der rækker frem mod 2030. Den gør det muligt for os at når vores målsætninger for klimaet, samtidig med, vi holder hånden under landbruget

Konkret er aftalen indgået mellem regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, de radikale, Enhedslisten, de konservative, Nye Borgerlige, LA og Kristendemokraterne.

CO2-reduktion på 7,4 millioner ton

Regeringen præsenterede sit udspil til landbrugsaftalen allerede tilbage i april 2021. Her var udgangspunktet, at landbruget skal have reduceret CO2-udledningen med 7,1 millioner tons, når vi rammer 2030.

I den endelig aftale fremgår det, at aftalepartierne har en fælles ambition om at nå CO2-reduktioner på 7,4 millioner ton i 2030.

Derudover skal der tilføres 3,8 milliarder kroner fra staten til den grønne omstilling.

Helt afgørende med en bred aftale

Ifølge TV 2s politiske analytiker Jesper Vestergren har det været et stort ønske for både rød og blå blok at indgå en bred aftale.

Det giver nemlig en sikkerhed for erhvervslivet, at det er en stabil aftale, som består, selvom regeringsmagten skulle skifte i fremtiden.

På tværs af partierne er der mandag aften glæde over, at den brede aftale blev til virkelighed.

- Det er kolossalt godt, at der er så mange partier, som bakker op om et grønt Danmark, siger Rasmus Prehn (S).

Fra Jakob Ellemann-Jensen, formand for Venstre, lyder det:

- Det har været hårde forhandlinger, og det har taget lang tid. Men det har været det hele værd at vente på, siger han.

Hos landmændene i Landbrug & Fødevarer er der glæde over, at det lykkedes at lande en bred aftale om landbrugets grønne omstilling.

- Det er rent ud sagt en kæmpe lettelse, at der er indgået en bred aftale. Vi har arbejdet benhårdt for ikke at blive kastebold mellem rød og blå blok i årene, der kommer. Det er lykkedes, og det er jeg glad for, siger formand Søren Søndergaard i en pressemeddelelse.