FCM-træner jubler over fornem europæisk start

FC Midtjylland skal næste gang til Rumænien for at møde FCSB.

20240301-201450-6-8640x5760ma
Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Syv point efter tre kampe i Europa League er nu fakta for FC Midtjylland efter en ny sejr torsdag aften, da de slog belgiske Royale Union SG med 1-0.

De tre point gjorde, at den ambitiøse klub er kommet et stort skridt tættere på målsætningen, som klubben satte, da de trådte ind i turneringen: Ti point og videre til knockoutfasen.

Den målsætning kræver ’blot’ én sejr eller tre uafgjorte i de sidste fem kampe, og det er cheftræner Thomas Thomasberg meget tilfreds med efter dagens triumf.

- Tre kampe og syv point i Europa League er en rigtig, rigtig god start i forhold til, at vi skal videre, og der har vi givet os nogle rigtig gode betingelser til det. Jeg synes, at det er fortjent, at vi vinder i aften.

- Forudsætningerne for at gå videre er selvfølgelig rigtig gode. Vi skal op på de ti point, og så må vi se, hvad det kan bringe derfra, men der bliver ingen lette kampe, siger cheftræneren til TV 2 Sport.

Næste gang venter FCSB på udebane, og der håber Thomasberg, at de allerede kan gøre arbejdet færdigt.

- Det er den her begyndelse, vi havde håbet på og måske nærmere drømt om at stå med syv point efter tre kampe. Det er godt. Vi ved godt, at alle kampe bliver svære, men vi ved også, at vi har en god chance i rigtig mange af dem.

- Nu skal vi til Rumænien næste gang, og der håber vi selvfølgelig også, at vi kan sætte yderligere point på tavlen, så vi så hurtigt som muligt kommer op på de ti point, lyder det.

Opgaven mod FCSB er om præcis to uger, nemlig den 7. november.