Ældres stærke piller forsvinder - medicintyve skal udelukkes

Medicintyveri skal kunne betyde farvel og tak til muligheden for at arbejde på plejehjem, mener parti.

Medicin forsvinder fra plejehjem
Foto: Colurbox / Daniel Winther-John

Hvis man bliver taget med fingrene lidt for langt nede i medicinkassen, skal det være slut med at arbejde på plejehjem.

Det mener sundhedsordfører for SF, Kirsten Normann Andersen, der melder sig åben for, at Christiansborg blander sig for at stoppe medicinsvind fra plejehjem.

Hun foreslår konkret en autorisation til social - og sundhedshjælpere. I dag arbejder de uden autorisation ulige eksempelvis sygeplejersker og social - og sundhedsassistenter.

Medicintyveri skal altid politianmeldes, og en eventuel dom skal føre til, at medarbejdere ikke har mulighed for at skifte arbejdsplads inden for faget, mener hun.

- Tyveri af medicin skal medføre sanktioner i forhold til autorisation - og sådanne sanktioner kan sikre, at en dømt medarbejder ikke ansættes på en anden arbejdsplads efterfølgende, siger Kirsten Normann Andersen.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Stærk medicin forsvinder

For en uge siden dokumenterede TV2 Østjylland, at der siden foråret 2023 er forsvundet medicin fra et eller flere plejehjem i mindst 38 kommuner.

Det står ofte hen i det uvisse, hvorfor medicin bliver væk. Men politiet har, viser tallene, været inddraget flere gange, og eksperter udelukker ikke tyveri. Især, hvor der været tale om større mængder stærk medicin, som er vanedannende og potentielt farlig i de forkerte hænder.

Tallene flugter med en lignende kortlægning, TV2 Østjylland lavede i fjor.

Medicinsvindet fra kommunale plejehjem har altså ikke ændret sig nævneværdigt på trods af en øget opmærksomhed fra kommuner og myndigheder.

- Det er en virkelig alvorlig sag. Dels er det tyveri - hvor borgerne jo selv betaler deres medicin, som de har brug for. Dels er det vildt alvorligt, at receptpligtig medicin havner i forkerte hænder, konstaterer sundhedsfører for SF, Kirsten Normann Andersen, der på foranledning af afsløringerne om medicinsvind også har rejst flere spørgsmål for sundhedsminister Sophie Løhde (V).

Nej tak til Christiansborg

Afsløringerne har affødt debat om, hvorvidt der skal gøres endnu mere for at dæmme op for medicinsvind. I den forgangne uge udtrykte flere borgmestre, at de ikke føler behov for, at staten blander sig og laver fælles retningslinjer på området.

- På plejehjemmene følger vi de sundhedsfaglige retningslinjer, men vi kommer til at spænde ben for os selv, hvis vi stræber efter mere ensretning. Så mister vi øje for konteksten det enkelte sted og i sidste ende den enkelte borgers behov, lød det fra blandt andre Christian Budde (V), der er rådmand for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune.

Det er heller ikke umiddelbart ønsket fra Kommunernes Landsforening.

- Derfor er det heller ikke løsningen at sætte ind med mere administration, kontrol og bureaukrati, men noget, som den enkelte ledelse bør holde øje med og handle på, hvis det sker, lyder det videre, sagde formand for KLs Sundheds- og Ældreudvalg, Sisse Marie Welling (SF), mandag i den forgangne uge.

Fagforening advarer

Fagforeningen FOA, som organiserer en stor del af dem, der arbejder på landets plejehjem, mener, det skal være op til den enkelte arbejdsplads, om man vil ansætte en kandidat, der tidligere er taget i medicintyveri.

Tanja Nielsen, der er formand for Social- og Sundhedssektoren hos FOA, advarede i den forgangne uge:

- Hvis det er sådan, at man er blevet politianmeldt og dømt for medicintyveri, så er der jo en straffeattest, der er plettet. Hvis personen søger arbejde i en anden kommune, er det op til arbejdsgiveren, om denne vil se bort fra en plet på straffeattesten eller ej. Det vil jeg ikke være herre over, sagde Tanja Nielsen.

- Som menneske kan man være blevet klogere. Og hvis du har taget din straf, synes jeg ikke, det skal forfølge dig resten af livet, tilføjede hun.

Den enkeltstående største sag om svigt i medicinhåndteringen udspillede på Plejecenter Tirsdalen i Randers i foråret 2022. Her blev en SOSU senere dømt for blandt andet medicintyveri og for at have forgiftet flere beboere med medicin, de ikke skulle have.