Unge lystfiskere ved Gudenåen: - Det er simpelthen noget af det fedeste

Lystfiskerforeningerne vil gerne have flere unge til at gribe fiskestangen, og på Aalestrup Naturefterskole gør de faktisk noget ved sagen.

Lystfiskerforeningerne vil gerne have mange flere som 15-årige Morten Sussemiehl Pedersen, der er vild med at fiske.
Lystfiskerforeningerne vil gerne have mange flere som 15-årige Morten Sussemiehl Pedersen, der er vild med at fiske.
Foto: Lars Lauridsen, TV MIDTVEST

På Aalestrup Naturefterskole har de fiskeri på skoleskemaet. Og det er Danmarks Sportsfiskerforbund glade for.  

Den typiske lystfisker er nemlig en mand, som er blevet noget grå i toppen. Derfor kæmper lystfiskerforeningerne for at få flere unge til at tage ud med fiskestangen. Og talentmassen er der – i hvert fald på naturefterskolen i Aalestrup.

- Fiskeri er en rigtig stor del af mig, og jeg elsker at fiske, for jeg får sådan en ro, når jeg er ude at fiske, fortæller 15-årige Morten Sussemiehl Pedersen, der er en af eleverne på efterskolens fiskelinje.

Og det er faktisk lykkedes at få flere unge til at gribe fiskestangen. Antallet er juniormedlemmer i Danmarks Sportsfiskerforbund er steget fra 653 i 2018 til 1030 i år.

- Det er simpelthen et fantastisk stykke arbejde af vores foreninger. Der er flere foreninger, der er begyndt at med at arbejde målrettet med at rekruttere juniorer, og de er faktisk også rigtig gode til at finde inspiration hos hinanden, siger direktøren hos Danmarks Sportsfiskerforbund, Lars Rasmussen.

Unge skal væk fra computeren

Men fremgangen til trods, så er de unge lystfiskere i undertal. Ifølge nogle af de unge fiskere på Aalestrup Efterskole måske fordi, der er så mange andre tilbud til unge i dag.

- Og jeg tror derfor, at hvis man skal blive rigtig bidt af at fiske, så skal man ud med nogen, der ved, hvad de laver, og som kan lære én at fiske, forklarer 15-årige Mikkel Westermann Hansen med snøren ude efter gedder i Gudenåen ved Ulstrup.

15-årige Mikkel Westermann Hansen var sammen med Aalestrup Naturefterskole taget til Gudenåen ved Ulstrup.
15-årige Mikkel Westermann Hansen var sammen med Aalestrup Naturefterskole taget til Gudenåen ved Ulstrup.
Foto: Lars Lauridsen, TV MIDTVEST

Og det bakker naturefterskolen i den grad op om:

- Vi vil super gerne have de unge mennesker væk fra computerne og ud til vandet og få dem lært og vist, hvor fantastisk det er at fiske, fortæller Bo Rønholt Frier, der er fiskelærer på naturefterskolen i Aalestrup.

Der går 18 elever på fiskelinjen på Aalestrup Naturefterskole, og de unge fiskere opfordrer mange flere til også at kaste snøren ud efter fisk og fred og ro.

- Man møder mange ældre fiskere ude ved vandet, og de hjælper os rigtig godt på vej. Hvis man kommer ordentlig ind i fiskeriet, er det simpelthen bare noget af det fedeste, slutter Morten Sussemiehl Pedersen.

2:23
Mød de unge fiskere i indslaget her.