Bankbude narrede tre ældre kvinder - politiet roser for signalement

Igen har bankbude været på spil, og fremgangsmetoden ligner tidligere sager.

Bankbude har turneret rundt i landsdelen, og nu er den så gal i Viborg Kommune.

Mandag blev der anmeldt tre hændelser med bankbude.

Det fortæller Peter Søndergård fra lokalpolitiet i Viborg.

Først blev en 88-årig gammel kvinde svindlet i Skals, da en mand med dæknavnet ”Jens” ringede og udgav sig for at være fra Vestjysk Bank. Her påstod han, at kvinden havde overført penge, hvad hun benægtede.

Manden tilbød derfor at hente kvindens hævekort og hjælpe hende med at annullere den påståede transaktion.

En mand i alderen 45-50 år med kort hår, dynejakke og kondisko troppede derfor op på kvindens adresse, hvorefter hun udleverede hævekort og pinkode. Faktisk formåede manden også, at franarre kvinden flere smykker.

En handling, hun senere skulle fortryde.

For godt 10 minutter senere hævede manden 10.000 kroner fra kvindens kort, og så var svindlen en realitet.

Havde "Sparekassen" skrevet på brystet

Samme dag i samme by skete det også for en 85-årig kvinde. Her blev en lignende fremgangsmetode brugt, men manden troppede op i en trøje med "Sparekassen" skrevet på brystet.

Senere samme dag var et bankbud så på spil i Lindum nær Tjele. Her blev en 91-årig kvinde franarret 2000 kroner med samme metode. Her udgav manden sig for at være fra Sparekassen Danmark. 

Selvom bankbudssagerne nager lokalpolitiet i Viborg, så kommer de med roser til de tre kvinder.

- Vi skal huske at rose kvinderne for gode signalementer af de mænd, der snød dem. Det gør, at vi har gode muligheder i den videre efterforskning, lyder det fra Peter Søndergård ved lokalpolitiet i Viborg.