Dom i sag fra Viborg: Mand udvist af Danmark for stenkast mod Rasmus Paludan
En 24-årig mand fra Syrien skal 60 dage i fængsel og udvises efterfølgende. Han blev ved retten i Viborg dømt for at have ramt Rasmus Paludan i hovedet med en sten.
En sten fløj gennem luften og ramte den kontroversielle politiker, lederen af Stram Kurs Rasmus Paludan, på siden af hovedet.
Det kostede i dag en 24-årig mand fra Viborg 60 dages ubetinget fængsel samt udvisning af Danmark med et indrejseforbud i seks år.
Stram Kurs filmede selv overfaldet. Du kan se det her.
Manden er fra Viborg, men er syrisk af oprindelse. Dommen blev modtaget med tilfredshed hos anklagemyndigheden.
- Han er dømt i overensstemmelse med min påstand, så det kan jeg vist kun være tilfreds med, lyder det fra Linette Lysgaard, senioranklager ved anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi til TV MIDTVEST.
- Han erkendte sig skyldig i det store hele. Han erkender, at han har kastet en sten efter Rasmus Paludan, som ramte Paludan i nakken, forklarer Linette Lysgaard til TV MIDTVEST.
Viborg Stifts Folkeblad skriver, at den dømte ankede strafudmålingen og udvisningsdommen til landsretten, men han ankede ikke skyldsspørgsmålet.
Skete i Viborg
Det var i forbindelse med en demonstration på Ellekonebakken i Viborg den 13. april i år, at Rasmus Paludan, leder af partiet Stram Kurs, blev ramt af stenen.
Rasmus Paludan var i Viborg for at afholde en anmeldt demonstration. Her var cirka 100 personer mødt frem. En af dem var den nu dømte 24-årige mand, der er bosat i Viborg.
I forbindelse med demonstrationen måtte politiet foretage i alt tre anholdelse, da der opstod tumult. Den ene var den mand, der i dag sad på anklagebænken ved retten i Viborg. De to andre anholdte overtrådte ordensbekendtgørelsen.
Den dømtes advokat Joan Colding ønsker ikke at udtale sig i sagen. TV MIDTVEST har forsøgt at få en kommentar fra Rasmus Paludan. Det er endnu ikke lykkedes.